Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Troublemaker: Tilbage til rødderne med Joey Barton

Af Redaktionen
21.12.2016 Kl. 07:01
Onsdag blev det bekræftet, at Burnleys Joey Barton har fået 18 måneders karantæne af FA, efter at han er blevet omdrejningspunkt i en sag om gambling, der strider mod reglementet for Premier League-spillere. I den forbindelse bringer vi her en gammel historie om den farverige scouser.
Tipsbladet tegnede et portræt af den kontroversielle fodboldspiller i 2011 ved blandt andet opsøge Bartons barndomskvarter, hvor tingene ikke gik stille for sig. God fornøjelse!

Der er over tre gange så mange hits på Google, hvis du skriver »Joey Barton trouble« (4,89 mio.) sammenlignet med »Wayne Rooney prostitute« (1,53 mio). Okay, denne popsmarte ligning fortæller selvfølgelig ikke særlig meget om mennesket og fodboldspilleren Joey Barton, siden han trådte ind på den store engelske fodboldscene i april 2003, da han debuterede for Manchester City. Men den giver trods alt et godt indblik i, hvor sammenkoblet Joey Barton er blevet med ordet »trouble« siden da.

Joey Barton er en af de mest hadede spillere i den engelske Premier League. Den skal du ikke være Sherlock Holmes for at have luret, men i løbet af det seneste år har den 28-årige englænder vist sig som en ivrig samfundsdebattør, selvudnævnt talerør for Newcastle fansene med referencer til George Orwell, George Washington og Friedrich Nietzsche og golfspillende, vordende far. Samtidig lurer den gamle Barton stadig under overfladen. Ham der slukkede en cigaret i øjet på en holdkammerat og kaldte det et uheld. Ham der slog en anden mand i hovedet 20 gange og røg i spjældet. Ham der blev opdraget af sin far til at blive en god fodboldspiller, men langt fra et godt menneske.

10 kilometer sydøst for centrum af Liverpool var loven ikke som i det øvrige samfund. Her handlede det om, hvor grimt du kan tale, og hvor hårdt du kan slå.

»Hvor jeg er fra, fik du stjålet dine kondisko, hvis du ikke kunne forsvare dig. Hvis jeg gik grædende hjem og sagde, at der en var en, som havde slået mig, ville jeg få fortalt, at jeg skulle samle en kæp op og gå tilbage og få det ordnet,« har Joey Barton selv sagt om årene på St. Johns Estate.

Det er den holdning til livet, som Joey Barton har båret rundt med næsten hele sin tid på kloden: Hvis der er en som tager noget, der er dit, så slår du ham ned med en kæp – groft sagt. Det er paradoksalt nok den samme ideologi kanaliseret på en mere konstruktiv måde, der har fået ham fra Everton-overskudsvare som 14-årig – hvor de kilder vi har snakket med fra den tid, kalder ham »langt fra det største talent« [tankestreg] over langvarige skader og fængselsdom til Årets Spiller i Newcastle i sidste sæson og on the top of his game. Bare spørg dig selv, hvilken anden spiller i Premier League, som er blevet sat på transferlisten til fri afhentning, fordi han utvetydigt har kritiseret sin klub for mangel på ambitioner, tages tilbage en uge efter?

»Han kan ene mand få modstanderens fans til at koncentrere sig om at håne ham i stedet for at støtte deres eget hold. Han kan tage presset væk fra sine holdkammerater. Og så har der været en mangel på profiler på holdet, og Joey Barton har kvaliteterne til at ændre en kamp,« siger journalist fra Newcastle Evening Chronicle Lee Ryder.

»Når han for eksempel tager hjørnespark, så lægger han med vilje bolden lidt uden for stregen, fordi han nyder den reaktion, han får fra publikum.«

Af de mennesker, vi har snakket med Joey Barton om, bliver han kaldt alt fra humoristisk, sympatisk og loyal til selvhøjtidelig, respektløs og umoralsk. Én ting er dog sikker. Der er mange meninger om manden. Så lad os finde ud af, hvordan det kom så vidt og tage tilbage til St. Johns Estate i Huyton. Der hvor det hele startede.

Det er en af de få rigtige solskinsdage i Liverpool.

Vi snakker ikke sol som fra en skyfri himmel, for det lader til at være en umulighed på disse kanter. Nej, det er derimod sol bag et tyndt lag af høje, hvide skyer. Men det er nok til, at man tager jakken af.

Tipsbladet er mødtes med vores guide John, der har indvilliget i at give os en rundtur i Joey Bartons hjemegn St. Johns Estate. John har boet i Huyton i cirka 20 år. På vej fra Roby, et middelklasseområde med charmerende små forhaver med farverige blomster placeret i små potteplanter og med BMW'er og Mercedes'er i indkørslen, er forskellen markant, da vi 20 minutter senere kommer til det sociale boligbyggeri St. Johns Estate.

Her er det langt fra alle forhaver, som er vedligeholdt, og de steder, hvor der ikke spirer ukrudt og hækken ikke er klippet, er der lagt golde fliser og sat et stakit op for at slippe for besværet. Kort forinden var vi gået igennem McGoldrick Park. Fædre og mødre havde udnyttet sensommervejret til at tage deres børn ud i parkens legeplads og se dem lege og løbe rundt på de velholdte græsplæner. Kontrasten kunne næsten ikke være større til det, som har gjort netop McGoldrick Park landskendt.

Det var den 29. juli 2005, at der ved indgangen til parken udspillede sig et af de mest omtalte racemord i Storbritannien i nyere tid. Den dag stod Anthony Walker ved busstoppestedet uden for Huyton Park Pub på St. John's Road sammen med sin kæreste og fætter. Kort tid efter at Anthony Walker var blevet kaldt »nigger« af to unge mænd og hans kæreste og fætter var løbet efter hjælp, blev Walker jagtet op til indgangen til McGoldrick Park, hvor han blev fundet død, efter at han havde fået banket en isøkse syv centimeter ind i hovedet. I december samme år blev Paul Taylor og Michael Barton idømt livsvarigt fængsel for mordet.

»Den dag dommen skulle afsiges, trænede vi,« siger Mikkel Bischoff, der var holdkammerat med Joey Barton i Manchester City, til Tipsbladet.

»Da vi skulle op og spise bagefter i loungen kørte der Sky Sport i fjernsynet. Der var megen fokus på dommen, fordi det var hans [Joey Bartons] bror. Joey sad og spiste, da det blev offentliggjort, hvor mange års fængsel hans bror fik. Der var helt stille, for vi vidste ikke helt, hvordan vi skulle reagere, og Joey reagerede heller ikke, men han må have brændt inden i.«

Der kan ikke sættes lighedstegn mellem de sager, som Joey Barton har været involveret i i løbet af sit liv og det mord, som hans bror var med til at begå for seks år siden. Men i et miljø hvor sådan noget kan ske, uden at det bliver universelt fordømt (efter domsafsigelsen blev der skrevet »nigger« på fortovet, hvor Anthony Walker døde), hvor kun 2100 af de 150.000 indbyggere i kommunen (Knowsley) er af anden etnisk herkomst, hvor arbejdsløsheden er over 25 procent blandt unge mænd, og hvor området er blandt de tre værst stillede områder i hele Storbritannien, er Joey Barton ligesom de fleste af os et produkt af det miljø, han er vokset op i.

Modsat sin bror Michael – den ene af tre brødre – så var Joey en succes i skolen. Han bestod alle sine fag, og han har selv beskrevet den indflydelse, som hans bedstemor havde på ham, da forældrene Joseph og Rita gik fra hinanden, som central for, at han ikke tog den forkerte retning i livet. I sine helt unge år var lille Joey altid med sin far, også kaldet Joseph, når faderen spillede fodbold i Northwich Victoria og Knowsley United i de lavere divisioner af engelske fodbold.

Jimmy Bell, assisterende manager i League 2-klubben Accrington Stanley, som spillede sammen med Joey Bartons far i Knowsley United, fortæller til Tipsbladet, at »lille Joey« altid var med til holdets træningspas på udebaneture og var bolddreng, når Knowsley United spillede på hjemmebane.

»Hans far var virkelig god. Han var en meget stærk og aggressiv angriber, som scorede mange mål for os. En god spiller. Han var samtidig en god fyr og var altid med på et grin,« fortæller Jimmy Bell om Joseph Barton senior, som ved siden af fodbolden arbejdede i byggebranchen.

Efterfølgende har Joey Barton selv sagt om sin far, der fik sin førstefødte søn i starten af sine tyvere, at han mere var som en god kammerat end en far for ham.

»Han lærte mig aldrig at være en mand. Han gav mig ikke værktøjerne. Det gik først op for mig senere, da jeg så dominobrikkerne falde. Min farfar lærte heller aldrig at udtrykke sine følelser ud over aldrig at vise svaghed, og det arvede min far,« sagde Joey Barton for nylig og løftede dermed sløret for den machokultur, der har gjort sig gældende i den verden, han er vokset op, og hvor det sidste, man kan tillade sig, er at tabe ansigt.

Jimmy Bell fortæller desuden, at der ud over Joey Barton var fire eller fem sønner af fædre på det hold, som er gået hen og blevet professionelle fodboldspillere.

»De fik en god opdragelse, når det kom til fodbold,« siger Bell.

Barton var stor Everton-fan og havde sågar sæsonkort til Park End på Goodison. Han blev som tidligere nævnt droppet af Everton, da han var 14 år, og også Nottingham Forest afviste ham med begrundelsen, at han var for lille. Det førte Barton til Manchester City som skrev en lærlingekontrakt med Barton. Barton har efterfølgende beskrevet afvisningerne fra Everton og Forest som brændstof til sin vilje for at slå igennem.

»Joey var aldrig blandt de mest talentfulde spillere,« siger tidligere reserveholdstræner i Manchester City Asa Hartford til Tipsbladet.

»Som ung spiller var han meget tynd og ikke speciel hurtig. Han var egentlig en middelmådig spiller. Da jeg først så Shaun Wright-Phillips, vidste jeg, at han ville blive en god spiller, som ville komme til at spille for førsteholdet. Joey Barton var ikke i nærheden af at være så fremtrædende. Men man må give ham kredit for hans beslutsomhed og vilje. Han havde viljen til at blive en topspiller,« fortæller Hartford. Hartford fortæller, at Bartons udvikling konstant fortsatte, og med sin no-nonsense, aggressive og dedikerede indsats lykkedes det ham at spille sig på førsteholdet.Her lærte Mikkel Bischoff ham at kende. »Han var uden undtagelse, den sidste der forlod træningsbanen hver dag. Han var virkelig opsat på at dygtiggøre sig. Når alle andre gik ind, så blev han og lavede noget skudtræning, og det gjorde han hver dag. Han var så dedikeret og sulten,« fortæller Bischoff til Tipsbladet.

»Han var ligeglad og respektløs, om det var Robbie Fowler, McManaman eller en af de andre stjerner, der havde bolden til træning. Han gik lige så hårdt til dem, som til alle andre. I hans øjne var han Guds gave til fodbolden, og selv om han spillede på reserveholdet, mente han, at han var den bedste spiller i truppen. Han har bare den her sindssyge tro på sig selv, og det kan man også se på hans udtalelser. Han mener jo fuldstændig oprigtigt, at han er langt bedre end dem, som spiller på landsholdet nu. Sådan har han altid været.«Asa Hartford uddyber:»Hvis du sammenligner ham med Stephen Ireland, som var en meget introvert personlighed, så skal sådan nogle spillere have nogle kampe, før de bliver accepteret af de andre spillere. Men jeg vidste, at når Joey Barton kom på førsteholdet, at det ragede ham en skid, hvem de andre var.«

I april 2003 fik Joey Barton sin debut  for Manchester City under Kevin Keegan. Mikkel Bischoff fortæller Tipsbladet, at Keegan ikke havde det godt med at give Joey Barton chancen, fordi han mente, at han var for vild og aggressiv, men at han lod sig overbevise af sin assisterende træner Arthur Cox. Der skulle ikke gå længe, før Keegans bekymringer viste sig at være begrundede.

»Han kunne godt lide at snakke, og under kampene har jeg aldrig hørt en spiller bruge så mange bandeord og kalde modstanderen det ene og det andet. Han var virkelig aggressiv og nærmest modbydelig, når han spillede kampe. Det kan man jo også se på den måde, som modstandere reagerer på ham. Han er modbydelig på en fodboldbane. Kevin Keegan kaldte ham nasty, og det kan de jo godt lide at se derovre,« fortæller Mikkel Bischoff.

I den efterfølgende sæson etablerede Joey Barton sig som fast mand for City, men i en FA Cup-kamp mod Tottenham 3-0 nede ved halvleg, brokkede Barton sig til et rødt kort på vej ud til pause. City gik utroligt nok hen og vandt kampen 4-3, men det er en anden historie. I optakten til næste sæson var Barton skyld i et større slagsmål i en træningskamp mod Doncaster, men det var ikke før december 2004, at fodboldverdenen så det første alvorlige eksempel på, hvad Barton kunne finde på at gøre, når han havde fået for meget at drikke. Mikkel Bischoff, som stod lige ved siden af da det skete, fortæller:

»Vi skulle alle sammen klædes ud til den her julefest. Barton og en af ungdomsspillerne Jamie Tandy havde fået for meget at drikke, og når han får noget at drikke, så mister han bare hovedet, Barton. De gik rundt og brændte hul i andre folks tøj, og det var jo ret irriterende. De begyndte så at gøre det på hinanden, og de hidsede hinanden op, så det blev vildere og vildere. Jeg stod lige ved siden af, da der kom håndgemæng og han stak cigaretten i øjet på ham.«

Utroligt nok fik Tandy ingen varige mén, da han nåede at lukke øjet, inden cigaretten ramte selve øjenæblet. Og mere utroligt var det, at Joey Barton »kun« fik en bøde på seks ugers løn af klubben. Mindre et end et halvt år efter spillede Tandy ikke længere i Manchester City.

På samme tid blev Barton smidt hjem fra en preseason-tur til Thailand, da han kom i klammeri med en 15-årig Everton-fan, der sparkede ham over skinnebenet. Da anfører Richard Dunne forsøgte at stoppe polemikken, gik Barton også løs på ham. Han blev sendt hjem og fik en bøde på otte ugers løn. Af de mere kuriøse indfald har Joey Barton vist sin bare numse til Everton-fans under en kamp på Goodison. Desuden hånede han flere af de engelske landsholdsprofiler heriblandt Steven Gerrard, Frank Lampard og Ashley Cole for at forsøge at tjene penge på Englands mislykkede VM i 2006 ved at skrive »lorte biografier«. Og frem mod 2006/2007-sæsonen udtalte han sig offentligt om Manchester Citys sommerindkøb som værende under standard. Tilhængere af Barton siger om ham, at han bare siger det som fansene egentlig går og tænker.

Dråben, som fik bægeret til at flyde over for City, var, da Barton overfaldt sin egen holdkammeret Ousmane Dabo til træning den 1. maj 2007. Mikkel Bischoff var på dette tidspunkt ikke længere i Manchester City, men det følgende har han fået fortalt af Kasper Schmeichel, der var til stede under episoden.

»Han sagde, at Dabo havde ryggen til, da Barton slog ham [da Dabo faldt til jorden, slog Barton ham adskillige gange i ansigtet]. Lige efter det var sket, så løb Barton ind i omklædningsrummet og tog sine ting. Da Dabo kom til sig selv, stillede Stuart Pearce sig imellem for Dabo. Dabo sagde så til Pearce, at hvis han ikke flyttede sig, så ville han slå ham ihjel. Så flyttede Pearce sig, men Barton havde allerede taget sin bil og kørt af sted. Han vidste godt, at han ville komme i problemer. De andre franskmænd i truppen kaldte ham en kujon, fordi han havde slået ham, mens han ikke var parat. Dabo var jo en stor fyr og ret stærk, så han havde fået ørerne i maskinen.«

Da John og jeg går rundt på de små veje inde på St. Johns Estate ved frokosttid, er der stille i området og den eneste lyd, du kan høre, er susen af biler og busser, der kører ude på hovedvejen. John fortæller mig, at han ikke tør gå i området om aftenen, og at grunden til, der er så stille lige nu, er, at folk har været vågne til sent ud på natten, så de ligger stadig og sover.

En ung far og hans datter er ude og lufte deres hund. Den lille pige slæber den stakkels hund efter sig. På vej væk fra St. Johns Estate, går vi forbi familien Bartons stam pub The Seel Arms. Tidligere på dagen præsenterede John mig for en kvinde, som kender til familien, fordi hun en overgang arbejdede der. Hun fortæller Tipsbladet, at hun ikke er særlig overrasket over de ting som Joey Barton har gjort.

»Moren hun tænkte ikke to gange over at tage en snookerkø og slå en mand oven i hovedet med den. Faren var egentlig ikke så slem. Han var the decent one,« fortæller kvinden, som ikke ønsker at stå frem med navn.

»Steven Gerrard kommer heller ikke fra det bedste sted i Huyton, og hans forældre var heller ikke perfekte, men de opdragede ham godt. Det overraskede mig ikke, da jeg læste i aviserne, at Barton havde tæsket nogen. Det er bare sådan, familien er. Men han forstår ikke bedre, fordi det er sådan, han har været vant til at se sin familie opføre sig. Som vilde hunde. Moren var klar til slås med voksne mænd. Hun var ikke bange for nogen som helst. Sådan var hele familien.«

Det var den 27. december 2007 i forbindelse med en bytur i det centrale Liverpool, at Joey Barton for alvor viste, at hans fysiske samt sociale arv og alkohol er en farlig kombination. Nok havde han med sit skifte til Newcastle seks måneder forinden forladt området, men som Steve Wraith, redaktør på Newcastle fanzinet Toontalk siger, »så kan du tage drengen ud af Liverpool, men du kan ikke tage Liverpool ud af drengen.«

Optagelserne, der blev brugt mod Joey Barton i retssagen, viste, hvordan Barton havde slået en mand 20 gange i hovedet, indtil han var bevidstløs og efterfølgende havde slået tænderne ud på en teenager. Joey Barton blev idømt seks måneder fængsel, hvoraf han afsonede 77 dage.

»Han lever livet til grænserne. Han har været i mediernes søgelys, og det har ikke gavnet ham,« siger Steve Wraith, der efter Joey Barton er flyttet til Newcastle også er blevet en god bekendt af ham.

»Nogle mennesker er gode til at bruge medierne til deres fordel, men det har været svært for Joey. Men han har formået at ændre kursen på sit liv, siden han blev løsladt fra fængsel.«

Barton har siden sin fængselsdom søgt professionel hjælp og har efterfølgende engageret sig i forskellige velgørenhedssager som blandt andet skal holde unge væk fra stoffer. Han er desuden stoppet med at drikke alkohol, han spiller golf i sin fritid, og så skal han snart være far.

Men alligevel er der mange som ikke tror på, at Joey Barton er blevet rehabiliteret, at hans nye persona er et spil for galleriet og at Dalai Lama citater på Twitter som »du må ikke tage tolerance og tålmodighed som tegn på svaghed. Jeg anser dem som tegn på styrke,« er ren hykleri. Ifølge Steve Wraith skyldes det mediernes behandling af Barton.

»Det er måske ikke så slemt i Danmark, men i England skal medierne have en skurk. Der er ikke længere en Vinnie Jones eller Roy Keane, så nu har man Joey Barton. Han symboliserer til en vis grad den her hårde mand. Han er blevet tildelt rollen som skurk. I mod Arsenal blev han trådt på og slået på, men medierne portrætterede Barton som den »onde«.«

Det er ikke kun uden for banen, at Barton arbejder med at ændre folks opfattelse af ham. Som Newcastle-spiller har han i lange perioder af sin tid i klubben måtte finde sig i megen hån fra sine egne fans. Især efter at han blev udvist i en kamp mod Liverpool for tre sæsoner siden, da Newcastle kæmpede for at undgå nedrykning.

Der var 10 minutter tilbage af kampen, som Newcastle havde tabt, og i frustration sparkede Barton Xabi Alonso ned, fik tre spilledages karantæne og kunne dermed ikke hjælpe holdet med at undgå nedrykning. Igen havde Joey Barton selv en stor andel i at blive fremstillet som dette uregerlige og selvdestruktive individ, og da han efterfølgende kom i et kæmpe skænderi med Alan Shearer i omklædningsrummet, hvor Barton kaldte Shearer for »a shit manager with shit tactics,« hjalp det heller ikke ligefrem på folks opfattelse af ham.

»Han har haft to langtidsskader, mens han har spillet heroppe og så fængselsdommen, og man må give ham kredit for at kæmpe sig tilbage. I oprykningssæsonen fightede han sig tilbage til de sidste 10 kampe i sæsonen, hvor andre folk ville have ventet med at komme i aktion til sæsonen efter. Han pressede sig selv til at spille en vigtig rolle. Og i sidste sæson blev han kåret til den bedste spiller af fansene. Og bedømt på den start han har fået på den her sæson, ser han egentlig bare ud til at fortsætte, hvor han slap,« siger Steve Wraith.

Joey Barton er ikke længere persona non grata blandt Newcastle-fansene, men at han er det hos Newcastle-ledelsen har sjovt nok bare lagt til hans popularitet blandt fansene. Tilhængerne af Barton siger, at han bare siger det, som fansene tænker om den måde Mike Ashley og Derek Llambias driver klubben på. Uden ambitioner [tankestreg] kun med tanke på penge.

Han går imod opfattelsen af den pæne fodboldspiller, der retter ind og gør honnør. Og selv om Mikkel Bischoff ikke husker ham som værende særlig boglig eller intelligent over et bemærkelsesværdigt niveau, så blander Barton sine spydige scouser-udbrud med samfundsrelevante betragtninger krydret med citater fra blandt andre George Washington og Dalai Lama. Senest har han involveret sig i debatten omkring urolighederne rundt omkring i England, han er blevet miljøbevidst og er begyndt at dyrke en køkkenhave samtidig med, at han vil skifte til en hybridbil, og desuden har han dagligt involveret sig i underskriftsindsamlingen for at få frigivet dokumenter, der kan hjælpe med at kaste lys over, hvem der var ansvarlig for Hillsborough-katastrofen.

Måske er der faktisk en årsag til, at han, modsat de folk han voksede op sammen med på St. John's Estate, bestod alle sine fag på St. Thomas Beckett School.  Måske er han ligesom sin gamle skole, da John viser os det sidste stop på turen, revet ned for at blive bygget op igen [tankestreg] bedre end før. Eller måske forsøger han bare hårdere end nogensinde før at skjule det faktum, at han stadig er en af Huytons hårde homeboys opvokset i et miljø, hvor racehad ligger i familien og temperamentet koger ved lavt blus. Eller. Måske er årsagen til, at Joey Barton næsten har en halv million folk, der følger ham på twitter, at du læser den her historie om ham, og at vi I første omgang vælger at skrive den fordi, at Joey Barton er mere kompleks end nogen anden fodboldspiller, vi tror, vi kender.

Annonce