Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Top 20: De bedste angribere

Af Morten Bruun Jørgensen
01.08.2015 Kl. 12:40
Squawka har kigget nærmere på de 20 Premier League-klubbers førstevalg som angriber, og de har derudfra udarbejdet en top 20.

20. Cameron Jerome – Norwich
Han scorede 20 mål i 44 kampe for Norwich i sidste sæson, men han har tidligere forsøgt sig i Premier League uden den store succes.

19. Callum Wilson – Bournemouth
Den 23-årige angriber imponerede i Championship i sidste sæson, men springet til Premier League er stort, og han er uprøvet på højeste niveau.

18. Patrick Bamford – Crystal Palace
Chelsea-lejesvenden blev kåret til årets spiller i Championship i sidste sæson, hvor han var lejet ud til Middlesbrough. Nu får Alan Pardew fornøjelsen af den træfsikre englænder, som scorede hattrick forleden i en træningskamp.

17. Shinji Okazaki – Leicester
Leicester har hentet japaneren i tysk fodbold denne sommer, hvor han i sidste sæson lavede 12 mål. Den 29-årige angriber er et ubeskrevet blad for mange Premier League-fans.

16. Jordan Ayew – Aston Villa
Ghaneseren er hentet ind som erstatning for Christian Benteke, og det bliver spændende at se, om han kan udfylde hullet efter den målfarlige belgier.

15. Troy Deeney – Watford
Anfører og profil hos oprykkerne. Han har været en nøglespiller for klubben i de seneste sæsoner, hvor han med sine mange mål har været en farlig mand at have i angrebet.

14. Jermaine Defoe – Sunderland
Englænderen var engang en af de skarpeste angribere i ligaen, men som 32-årig er han et stykke fra fordums styrke. Viste dog gode takter sidste forår.

13. Mame Biram Diouf – Stoke
I sin første sæson i klubben scorede han 11 gange, og han har skubbet Peter Crouch ud af startopstillingen. I den kommende sæson får han konkurrence af nytilkomne Joselu.

12. Aleksandar Mitrovic – Newcastle
Newcastle hentede serberen i Anderlecht, hvor han gennem to sæsoner har bombet mål ind for belgierne. Bliver et spændende bekendtskab i Premier League.

11. Bafetimbi Gomis – Swansea
Efter Wilfried Bonys skifte til Manchester City, blev franskmanden førstevalg hos Garry Monk, og det er nu, at han skal slå til.

10. Diafra Sakho – West Ham
Efter 23 kampe havde han lavet 10 mål i Premier League, men i foråret gik han ned sammen med resten af holdet. Han har dog bevist sine evner foran målet.

9. Graziano Pellé – Southampton
Italieneren lavede seks mål i sine første otte kampe for Southampton, men derefter lavede han kun yderligere seks i de resterende 30 kampe.

8. Saido Berahino – West Bromwich
Den unge englænder lavede 14 kasser i sidste sæson, og han er efterfølgende blevet sat i forbindelse med et skifte til en større klub, men indtil videre spiller han stadig under Tony Pulis, og det er manageren formentlig ret glad for.

7. Romelu Lukaku – Everton
I Chelsea kunne de ikke bruge ham, men det kunne Everton, som slog sin transferrekord ved købet af belgieren. Han havde det svært i sidste sæson, men i de to sæsoner forinden scorede han 15 og 17 mål.

6. Christian Benteke – Liverpool
Den stærke belgier var helt ustyrlig for Aston Villa efter Tim Sherwoods ankomst, og det medførte, at Liverpool betalte mere end 300 millioner kroner til Birmingham-klubben. Nu skal han kæmpe med Danny Ings, Daniel Sturridge og Mario Balotelli om spilletid.

5. Olivier Giroud – Arsenal
14 mål i 27 kampe er ganske pænt for den franske angriber, men alligevel sættes The Gunners konstant i forbindelse med nye angribere. Giroud ligner dog førstevalget i den kommende sæson, da det ikke ser ud til, at Arsene Wenger henter en konkurrent.

4. Harry Kane – Tottenham
Spurs-angriberen fik sit helt store gennembrud i sidste sæson, hvor han lavede 21 ligamål. Nu kommer der en ny sæson, hvor forventningerne er enorme.

3. Wayne Rooney – Manchester United
Louis van Gaal vil helst bruge United-anføreren som frontløber, hvor han også ser ud til at være allerbedst. Har tidligere lavet rigtig mange mål, når han kun har spillet som angriber.

2. Diego Costa – Chelsea
Spanieren blev hentet til Stamford Bridge sidste sommer, og han tog Premier League med storm i sin første sæson, hvor han lavede 20 mål i 26 kampe.

1. Sergio Agüero – Manchester City
Der er reelt ingen tvivl om, at argentineren er Premier Leagues bedste angriber. Han scorede 26 mål i 33 kampe i sidste sæson, men spørgsmålet er, om hans fysik tillader ham at spille så mange kampe i den kommende sæson. 

Annonce