Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Tidl. klub vil opkalde tribune efter Kante

Af Mads Bye Marboe
01.05.2016 Kl. 11:09
N'Golo Kante kan se frem til at få en tribune på US Boulognes stadion opkaldt efter sig.

N'Golo Kante har været en af Leicesters og Premier Leagues helt store profiler i denne sæson, hvor franskmanden har styret midtbanen for The Foxes.

Kante kom til Leicester i sommer efter to sæsoner hos franske Caen, men yderligere to år inden optrådte midtbanespilleren for US Boulogne. Kante spillede 38 kampe for klubben fra den franske tredjedivision, og derfor kan han nu se frem til at få en tribune på klubbens stadion opkaldt efter sig.

Franck Ribery, som spillede for klubben mellem 2000 og 2002, har allerede en tribune opkaldt efter sit navn, og hvis Kante fortsætter sit flotte spil, vil han gøre Bayern München-spilleren kunsten efter.

– Ribery er en stor helt i Boulogne, fordi han er født her og spillede for klubben. Hans far bor tæt på træningsbanen, og han ser vores kampe – så vi opkaldte en tribune efter ham, fortæller klubbens generaldirektør, Nicolas Durand, til The Sun og tilføjer:

– Franck er blevet en stor stjerne, efter han forlod klubben i 2002, men vi opkalder måske også en tribune efter N'Golo, hvis han fortsætter. Det er utroligt at tænke på, at han spillede for vores klub foran 2.000 tilskuere for bare tre år siden. Nu er han tæt på at vinde Premier League, og han skal spille Champions League i næste sæson.

Kante er født i Paris, men han skiftede til US Boulogne i 2010 og fik sin professionelle debut for klubben i 2012.

Annonce