Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Swansea slog Manchester United i underholdende opgør

Af Morten Bruun Jørgensen
30.08.2015 Kl. 16:53
I en underholdende affære besejrede Swansea Manchester United med 2-1. Juan Mata, Andre Ayew og Bafetimbi Gomis scorede målene.

Manchester United startede kampen bedst, og allerede efter to minutter havde De Røde Djævle haft to udmærkede muligheder. Memphis Depay testede Lukasz Fabianski med et fladt frispark, inden Juan Mata kort efter sparkede over mål. Selvsamme Mata havde en stor chance efter 20 minutter, da Ander Herrera, som var blevet placeret som 10’er, spillede ham fri, men igen manglede spanieren præcision.

Swanseas første afslutning kom efter 23 minutter, da formstærke Bafetimbi Gomis sparkede til bolden fra kanten af feltet. Det var startskuddet til en god Swansea-periode, der blev fulgt op af store chancer til Gylfi Sigurdsson og senere Gomis, der ramte stolpen med sin afslutning.

Efter de første 45 minutter, der var fyldt med chancer i begge ender, var stillingen stadig 0-0. Der var lagt op til, at underholdningen ville fortsætte i anden halvleg.

Der skulle kun gå tre minutter af anden halvleg, inden Manchester United fik scoret. Luke Shaw lagde et indlæg ind mod Wayne Rooney, som ikke fik ram på bolden, der i stedet fløj mod bagerste stolpe, hvor Juan Mata hamrede bolden op i nettaget.

Få minutter var United tæt på at kunne fordoble føringen, da Ashley Williams mistimede en clearing, som Fabianski måtte hive en pragtredning frem for at holde ud af målet.

Efter en times spil blev United fanget højt oppe på banen. Ashley Williams spillede bolden ud til en helt fri Gylfi Sigurdsson i højre side. Islændingen fandt en helt fri Andre Ayew, som pandede udligningen i nettet. Det var ghaneserens tredje sæsonmål efter sit skifte fra Marseille tidligere på sommeren.

Blot fem minutter senere var Ayew på spil igen. Kantspilleren fandt med en fantastisk ydersideaflevering Bafetimbi Gomis, der var løbet i ryggen på Chris Smalling. Den franske angriber udnyttede frispilningen iskoldt, da han udplacerede Sergio Romero i United-målet med en flad afslutning. Den argentinske keeper så ikke alt for godt ud i denne situation.

Mere blev det ikke til, selvom Wayne Rooney fik en gylden chance med et par minutter tilbage. United-anføreren tøvede med at afslutte, og så nåede Ashley Williams tilbage og fik tacklet. Louis van Gaal forsøgte sig med Marouane Fellaini som angriber i kampens sidste kvarter, men Swansea holdt stand og vandt 2-1. Dermed er waliserne på otte point, mens Manchester United har syv point.

Det er første gang i historien, at Swansea er ubesejret efter de første fire kampe i Premier League. 

Annonce