Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Southampton samarbejder med FA og Premier League i Telegraph-sag

Af Marcus Sørensen
30.09.2016 Kl. 06:49
Southampton assistenttræner Eric Black er den seneste i rækken til at blive beskyldt for unoder i Telegraphs banebrydende afsløringer om korruption i engelsk fodbold.

Sam Allardyce blev væltet af Telegraphs undercoverjournalister, der afslørede den daværende landstræner i at rådgive om at komme forbi FA' reglement.

Sent i aftes kom endnu et navn op i sagen – nemlig Southamptons Assistant First Team Manager, Eric Black.

52-årige Black skal angiveligt have mødtes med undercoverjournalister fra Telegraph, som han troede var asiatiske forretningsmænd. Her anbefalede han en specifik manager i Championship, som de burde rette henvendelse til, fordi han manglede penge, hvorfor de let kunne få deres spillere til den unavngivne klub.

Southampton skriver i et statement, at klubben undersøger sagen, hvor de samarbejder med FA og Premier League.

– Southampton F.C. er i dag (i går, red.) blevet fortalt af The Daily Telegraph, at Assistant First Team Manager, Eric Black, som et led i deres igangværende efterforskning, figurerer i en artikel i morgendagens avis (i dag, red.), skriver Saints på deres hjemmeside.

– Klubben bad med det samme The Daily Telegraph om detaljerne i artiklen, men avisen afviste at dele mere information.

– Vi har i dag kontaktet FA og Premier League og bestræber os på at arbejde tæt med begge organer i denne sag, når fakta kommer på bordet.

– Southampton er fuldt ud engagerede i at undersøge enhver situation, der direkte eller indirekte relaterer til vores klub, ansatte eller bredere omverden, slutter Southampton.

Annonce