Sky: Ibrahimovic misser resten af sæsonen
Helt som ventet er der ikke gode nyheder til Manchester United-fansene, efter Zlatan Ibrahimovic udgik med en skade i torsdagens Europa League-hjemmekamp mod belgiske Anderlecht.
Den svenske superstjerne landede uheldigt efter en duel. Angriberens knæ bøjede pludselig den forkerte vej, og det var grimme billeder, som ramte TV-seerne. Det så alvorligt ud Ibrahimovic.
Efterfølgende var José Mourinho heller ikke optimistisk på vegne af sin svenske topscorer, og nu erfarer Sky Sports, at Ibrahimovic ikke kommer til at spille flere kampe i denne sæson.
Det præcise omfang af skaden kendes endnu ikke, og José Mourinho ønskede efter kampen ikke at gøre sig til læge overfor den fremmødte presse.
– Jeg tror ikke, at der er tale om en mindre skade, men jeg vil foretrække at vente med konkrete udtalelser, indtil vi har fået svar på scanninger. Jeg er bare manager – ikke læge. Jeg vil gerne vente, men jeg har bange anelser. Jeg vil gerne være optimistisk, men det er jeg ikke, lød det fra Mourinho.
Ibrahimovic er Manchester Uniteds topscorer i denne sæson. Han har scoret 28 mål i 46 kampe for De Røde Djævle. Foruden de mange mål har han leveret 10 assists.