Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Sky Germany: Arsenal-spiller tæt på Bayern München-skifte

Af Morten Bruun Jørgensen
30.08.2016 Kl. 08:58
Serge Gnabry kan være på vej til Bayern München, der vil leje ham ud til Werder Bremen.

Ved OL-slutrunden i Rio tidligere på sommeren var Serge Gnabry fra Arsenal Tysklands bedste spiller. Arsenal-talentet scorede seks mål undervejs i turneringen, og han var med til at vinde OL-sølv med det tyske landshold. Nu kan han måske være på vej hjem til Tyskland.

Sky Germany rapporterer i dag, at Serge Gnabry snart kan være fortid i Arsenal. Den tyske storklub, Bayern München, vil købe den 21-årige kantspiller for derefter at udleje ham til Werder Bremen.

I sidste sæson var Serge Gnabry udlejet til West Bromwich i Premier League, men det blev blot til tre kampe for the Baggies, inden han i januar vendte retur til Arsenal, hvor det ikke blev til et eneste minut i resten af sæsonen.

Det fik den tyske OL-landstræner, Horst Hrubesch, til at sende en kritik afsted mod Arsenal.

– Han har vist alle, hvad han kan. Jeg er bare irriteret over, at han aldrig er blevet vist tillid af Arsenal, lød det den 8. august fra Hrubesch.

Arsenal vil dog efter sigende forlænge aftalen med Gnabry, der alt i alt har spillet 18 kampe for the Gunners.

– Jeg vil beholde Serge Gnabry og forlænge hans kontrakt. Vi har stået bag ham i lang tid, fortæller Arsene Wenger ifølge Chris Wheatley. 

Annonce