Sheriffen fra Murphy: Den perfekte mand til Tottenham

Eksempelvis har den tidligere Tottenham-back Benoit Assou-Ekoto udtalt, at han faktisk hader fodbold, og kun ser det som en profession. Sådan er det bestemt ikke med Mauricio Pochettino. 

 

Mauricio Pochettino var 22 år, da han kom til Europa hos Espanyol, der lige var rykket op i La Liga. I løbet af Pocehttinos seks år spillede han med fantastiske spillere som Ismael Urzaiz, Iván Helguera og Raúl Tamudo.

 

Hans karriere hos Espanyol kulminerede, da de vandt Copa del Rey, den spanske pokalturnering, i år 2000 – da han var kaptajn. Over de seks år hos Los Periquitos blev det til 200 optrædener, hvorefter han skiftede til PSG, hvor han spillede med klassespillere som Ronaldinho, Jay-Jay Okocha og Nicolas Anelka.

 

Pochettino havde i sit spil en dygtig taktisk sans, og det viste sig også i omklædningsrummet, fortæller hans kollega Quique Sanchez Flores, der nu er manager hos Watford. 

 

– Han accepterede aldrig et nederlag, og der var masser af respekt til ham, næsten ligesom et hierarki i hæren. Vi plejede at diskutere taktik en del. Der ville være debatter, og man fik altid noget ud af det. Han var omhyggelig, og vigtigst af alt meget ambitiøs. På banen var han trænerens højre hånd, fortæller Flores omkring Pochettino, der i henvisning til hans autoritære natur fik tilnavnet 'Sheriffen fra Murphy'. 

 

Da Mauricio Pochettino efter en kort periode hos Bordeaux trak sig tilbage som spiller var han ikke som så mange andre nyligt pensionerede fodboldspillere. Han tog en uddannelse i forretningsledelse. Men som hans præstationer og indkøb hos Tottenham viser havde han allerede en plan fra da han stoppede som spiller. Det fortalte han fornyligt til the Times. 

 

– Jeg var en træner, men fra min nakke og nedad var jeg stadigvæk en spiller. Jeg tog ikke noter eller sådan noget. Jeg var ikke organiseret nok, men jeg havde altid en idé om at blive manager, og jeg tog altid mentale noter. Jeg vidste, hvad jeg ville gøre. Jeg stoppede ikke bare, og tænkte: 'Hvad nu?', fortalte argentineren, der studerede til træner under folk som Marcelo Bielsa, Luis Fernandez og José Antonio Camacho. 

 

Endelig fik Pochettino et trænerjob. Hos hans elskede Espanyol, der lige havde fyret José Manuel Esnal, der ikke havde formået at vinde nogen af de seks ligakampe han fik som manager efter han erstattede Bartolomé Márquez. Det var langt fra planen, at han skulle ansættes, men alligevel fik han chancen. Klubben var, da han overtog jobbet, på 18. pladse ni ligaen og hele fem point under nedrykningsstregen. Faktisk var det angiveligt planen at give Pochettino et trænerjob på andenholdet, men på grund af situationens ramme alvor tog ledelsen en chance med Pochettino. 

 

Fra dagen han blev ansat ændrede Pochettino klubben. The Guardian skriver, at han med det samme beordrede, at alle mandskaber i klubbens akademi skulle spille 4-4-2, samt at alle hold møder spillere, der er ældre end dem selv for at give dem udfordring. Det var en no-nonsens stil, han implementerede hos Espanyol. Ifølge The Guardian var han så fast besluttet på at få succes hos Espanyol, at han fyrede klubbens fitness-træner indenfor et par uger, selvom, at Pochettino var gudfar for hans søn. Tilmed valgte han at sælge førnævnte Rául Tamudo. 

 

I løbet af de tre sæsoner, som Pochettino havde hos Espanyol blev det til en 11.plads, en ottendeplads og en 14. plads. I den fjerde sæson, den sidste, blev klubben på grund af en dårlig økonomi nødt til at sælge sine bedste spillere som Dani Osvaldo og José Callejon, hvorfor Espanyol blot fik et enkelt point i deres første seks ligakampe i sæsonen, og herefter belv Pochettino fyret. 

 

Selvom han oprindeligt ønskede at tage en pause, blev han med det samme ansat hos Southampton, der lige havde fyret Nigel Adkins, selvom det var en utrolig upopulær beslutning blandt klubbens fans. Klubbens daværende formand, Nicola Cortese, havde revolutioneret klubben.

 

Ifølge BBC havde Cortese i en periode, hvor klubben havde problemer på udebanen uddelt spørgeskemaer til klubbens spillere omkring deres vaner. Som en følge af disse spørgeskemaer købte klubben nu madrasser, der var skræddersyet til hver spiller samt dyner, puder og lagner, der alle blev vasket af klubbens eget vaskepulver. På den måde ville dét at sove føle og lugte på samme måde hvor end de spillede. Ifølge lokalavisen the Southern Echo havde Cortese også ændret størrelsen og formen på juletræet i lobbyen på St. Mary’s. 

 

 

På mange måder passede hans perfekt til Pochettino, der ligeledes er en perfektionist. Han brugte flere timer på træningsbanen, og det kunne ses på banen. Deres høje presspil virkede. 

 

Det kom i løbet af Pochettinos anden sæson hos Southampton frem, at intet andet mandskab havde tvunget deres modstandere til at have en lavere procentuel pasningssikkerhed. Pochettinos effektive presspil er fantastisk. 

 

En anden ting, som Pochettino fokuserer meget på, er unge spillere. Spillere som Calum Chambers, Nathaniel Clyne, Luke Shaw, James Ward-Prowse og Adam Lallana spillede alle fantastisk under Pochettino, der også får roser af klubbens spillere. 

 

– Han ville få os til at presse højt, holde en høj linje, modtage bolden i svære positioner, holde på bolden og praktisk talt have selvtilliden til at spille fodbold frem for at være bange. Den interne forståelse i vores defensiv skyldes vores træning. Personligt bragte det mit spil til et helt andet niveau, fortalte Nathaniel Clyne, der nu er hos Liverpool. 

 

Også ældre spillere, som José Fonte, forbedrede han. 

 

– Taktisk er han meget, meget god. Han giver én råd angående positionering, aggressivitet, afventning, bolderobring, og han giver én selvtillid til at gå på banen og give alt for ham, fortalte Fonte til The Guardian. 

 

Men han stoppede i Southampton i samme periode som Nicola Cortese gjorde det, og Tottenham agerede hurtigt. Ved det første interview satte Pochettino allerede tonen for den spillestil, han ønskede at implementere hos Tottenham. 

– Vores filosofi er at lide til træning, så man ikke lider i kampen.

 

Det var dog ikke alle spillere, der passede ind hos Pochettino. Paulinho, Michael Dawson, Vlad Chiriches, Younès Kaboul, Étienne Capoue og Emmanuel Adebayor fik alle at vide, at de kunne forlade klubben, mens Aaron Lennon blev udlejet til Everton, hvortil Pochettino kommenterede følgende. 

 

– Det er let at identificere de spillere, der ikke er glade, fordi de ikke har spillet meget i løbet af de seneste par måneder. Men vi er en klub. Og når man skriver under på en kontrakt som spiller, så skal man forstå, at man ikke skriver under for at spille, men skriver under for at træne. Og så skriver klubben under på en manager eller cheftræner, der vælger spillerne. Det er fodbold, det her. 

 

Den trup, som Pochettino lige nu besidder, består af utroligt mange unge spillere. 

Eric Dier, Tom Carroll, Christian Eriksen, Dele Alli, Ryan Mason, Nabil Bentaleb, Harry Kane og man kan blive ved. 

 

Hvis man havde sagt i starten af sæsonen, at en spiller fra League One i Dele Alli, og en omdannet midterforsvarer i Eric Dier, der gik ind ud og fra det engelske U/21-landshold, ville blive faste spillere på Tottenhams midtbane, så ville man blive kaldt sindssyg. 

 

Men det er dét, Pochettino kan. Han ser ting, folk normalt ikke ser. Han kan ændre folks positioner. Han kan gøre Erik Lamela, vis' selvtillid i sidste sæson formentlig var lavere end Simon Mignolets ditto i denne sæson,  til en mand, der på Etihad Stadium tager bolden, dribler frem mod Citys defensiv og spiller en perfekt bold i dybden til Christian Eriksen, der scorer. Han kan tage Moussa Dembélé til en spiller, man bare ikke kan tage bolden fra. Det er altså imponerende. 

 

Skulle Tottenham gå hen og gøre det umulige og blive Premier League-mestre, så er der én mand, man kan takke for det. Sheriffen fra Murphy.