Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Rooney afviser: Vi havde ikke mistet tilliden til Hodgson

Af Mads Bye Marboe
28.06.2016 Kl. 15:57
Wayne Rooney afviser, at de engelske havde mistet tilliden til Roy Hodgson, som der ellers er floreret rygter om.

England havde store forventninger inden sommerens EM-slutrunde, men fodboldstormagten måtte rejse hjem allerede efter ottendedelsfinalerne.

Den mindste nation, der nogensinde har været med ved et EM, Island, blev endestationen for Roy Hodgsons tropper efter en sløj, sløj indsats mandag aften.

Roy Hodgson har efterfølgende trukket sig som landstræner, og mens kritikken af spillerne har været stor, har der også floreret rygter om, at spillerne undervejs skulle have mistet tilliden til landstræneren. Det er dog ikke tilfældet, fastslår Wayne Rooney på pressemødet tirsdag.

– Som reaktion på de seneste rygter i medierne, vil jeg gerne sige, at det er fuldstændig usandt. På vegne af spillerne vil jeg sige, at vi støttede den engelske landstræner fuldstændig, men vi forstår hans grunde til at træde tilbage.

– Vi havde fuldkommen tro på ham gennem forberedelserne til turneringen og under turneringen, slutter anføren.

På samme pressemøde udtrykte Roy Hodgson selv sin skuffelse over gårsdagens indsats, og han ærgrede sig over, at det ikke lykkedes englænderne at komme længere.

– Jeg er meget skrøbelig i dag, som du nok kan forstå. Vi troede, at hvis vi kunne nå til kvartfinalen, ville vi kunne nå endnu længere, men nu fastholder vi den elendige knockout-statistik.

– Jeg er meget skuffet. Jeg så ikke nederlaget komme. Intet fra de tre første kampe gav mig nogen indikation om, at vi ville spille så dårligt, som vi gjorde. Følelserne er for rå, og det er for tidligt at sige. Bagklogskab er en vidunderlig ting. Før aftenens kamp havde vores præstationer ikke givet mig nogen grund til bekymring.

Det engelske fodboldforbund sagde samtidig, at jagten på en ny landstræner nu er indledt – og han bliver ikke nødvendigvis englænder.

Annonce