Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Rolig Mourinho: Mkhitaryan skal have tid

Af Mads Bye Marboe
28.10.2016 Kl. 14:27
Det bekymrer ikke Jose Mourinho, at Henrikh Mkhitaryan endnu ikke er kommet i gang for Manchester United.

Der var store forventninger til Henrikh Mkhitaryan, da han blev hentet til Manchester United i sommer efter en fantastisk sæson hos Borussia Dortmund.

Forventningerne er dog ikke blevet indfriet af armeneren, som ikke har spillet en Premier League-kampe for De Røde Djævle siden 10. september.

At spilleren, som blev kåret til 'Årets Spiller i Bundesligaen' sidste år, endnu ikke har fundet sit tidligere niveau, bekymrer dog ikke Jose Mourinho. Portugiseren mener, at Mkhitaryan har brug for tid.

– Han er ikke skadet. Nogle gange blander jeg rundt på ordet "frisk" i det engelske sprog. Nogle gange betyder det "ikke at være skadet," men man kan også sige, at det er at være i fantastisk form og klar til at spille. Det er anderledes for mig, for vi bruger forskellige ord til forskellige situationer på portugisisk. Mkhitaryan er ikke skadet, han træner 100 procent med holdet, indleder Mourinho på fredagens pressemøde.

Han blev efterfølgende spurgt, om nogle har brug for længere tid til at vænne sig til den engelske spillestil. Hertil lød svaret:

– Det synes jeg, ja. Nogle finder det let, andre har brug for mere tid. De har brug for mere tid til at vænne sig til intensiteten, aggressiviteten, kampen uden bolden og konkurrencedygtigheden.

– I Mickis tilfælde blev processen afbrudt af hans skade, hvilket ikke hjælper hans udvikling. At være ude en måned betød, at han måtte gennem processen for at blive kampklar. Når han så er dette, skal han tilbage på et konkurrencedygtigt niveau. Vi tror på ham, og før eller siden vil det ikke være noget problem.

Manchester United betalte knap 300 millioner kroner for den armenske stjerne i sommer.

Annonce