Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Porto bekræfter handel - Layun har ikke hørt noget officielt

Af Mads Bye Marboe
30.05.2016 Kl. 19:08
FC Porto har i klubbens officielle magasin bekræftet, at man henter Miguel Layun. Watford-spilleren har ikke selv hørt noget officielt.

Miguel Layun tilbragte den forgangne sæson som lejesvend hos FC Porto, der havde mulighed for at gøre aftalen med Watford-spilleren permanent.

Søndag så netop dette ud til at blive en realitet, da man i klubbens officielle magasin 'Dragões Diário' (via O Jogo) bekræftede, at man havde lavet en permanent aftale med mexicaneren. En aftale, der angiveligt ville indbringe Watford 4,5 millioner euro.

– Mexicaneren var på lån fra Watford, men vores klub er nået til enighed med den engelske klub. Layun var allerede en spiller i Portos stil, og nu har han skrevet kontrakt med Porto.

Denne udmeldning har dog mandag fået et noget specielt efterspil, for spilleren selv mener ikke, at aftalen er underskrevet endnu.

– Lige nu venter jeg på nyt fra min agent. Ingen har fortalt mig, at det er officielt. Jeg har ikke underskrevet noget endnu. Jeg er rolig, og jeg elsker, hvad jeg laver. Der går rygter om, at jeg allerede har skrevet under med Porto, men det er ikke helt på plads, udtaler han til den mexicanske avis, Record.

Record melder, at parterne er blevet enige om en kontrakt frem til 2020, men Layuns udtalelser kunne altså tyde på, at spilleren vil presse Porto til at betale en højere løn.

Annonce