Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

To PL-oprykkere jagter skotsk Bundesliga-kant

Af Lasse Callesen
20.06.2017 Kl. 16:12
Huddersfield og Brighton er begge ude efter Leipzig-profilen Oliver Burke.

Avisen The Mirror skriver, at RB Leipzigs skotte Oliver Burke er på ønskelisten hos både Huddersfield og Brighton, der lige nu forsøger at polstre deres trupper til en sæson i Premier League.

Klubberne skulle i første omgang være interessede i en lejeaftale med den 20-årige kantspiller.

Burke, der opsigtsvækkende skiftede for over 100 millioner kroner fra Nottingham Forest til Leipzig i august 2016, startede kun inde fem gange for Leipzig i ligaen. Derfor vil alle parter nu forsøge at give spilleren flere kampe i den kommende sæson – efter alt sandsynlighed på et lejemål væk fra Tyskland.

Her håber Premier League-oprykkerne, at han kan gøre en forskel over en sæson i en af deres respektive trupper.

Burke spillede i alt 25 Bundesliga-kampe for Leipzig i den forgangne sæson, men altså langt de fleste som indskifter. Her blev det til et mål og to assists.

Udover Huddersfield og Brighton, så meldes også Championship-klubben Sheffield Wednesday interesseret i lynhurtige Burke.

Annonce