Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

NBA-legende: Eriksen en af de bedste playmakere i Premier League

Af Søren Nørgaard
28.10.2016 Kl. 08:25
NBA-legenden Steve Nash mener, at danske Christian Eriksen er en af de bedste playmakere i Premier League.

Steve Nash er af mange kendt for sine evner med en basketball. Canadieren er i dag pensioneret NBA-spiller, men nåede i løbet af sin karriere at være i klubberne Phoenix Suns, Dallas Mavericks og til slut Los Angeles Lakers, hvor karrieren sluttede i 2015. 

I sin karriere blev den i dag 42-årige canadier også kåret til Most Valuable Play, MVP, to gange ligesom han flere gange har været på All Star-holdet. Ved siden af basketball-karrieren har Steve Nash også altid været stor fan af Tottenham Hotspur i Premier League. 

Torsdag trænede Steve Nash med Tottenhams førstehold forud for kampen mod Leicester på lørdag. Det er ikke første gang, at canadieren deltager i en træning med Tottenhams førstehold, men Mauricio Pochettinos mandskab har imponeret ham: 

– Det er tredje gang, at jeg træner med Tottenham. Selvom jeg har nydt de andre gange rigtig meget, så er denne gruppe af spillere noget helt specielt. Mauricio Pochettino har sammensat et ungt og sultent mandskab med blandt andet Harry Kane og Dele Alli, siger canadieren. 

– Det er fantastisk at se, hvor meget kvalitet der er i holdet. Derudover er de ikke bange for at arbejde hårdt, hvilket jeg også sætter stor pris på. 

NBA-legenden fremhæver også danske Christian Eriksen, som han mener er blandt de bedste på sin position i Premier League:

– Christian Eriksen er en af de bedste playmakere i Premier League. Jeg er måske lidt farvet, men han har virkelig præsteret på et højt niveau og fortjener at blive nævnt som en af de bedste, slutter Steve Nash.  

Annonce