Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Mourinho er fan: Dolberg i et sommerskifte til Old Trafford?

Af Jeppe Augustsen
18.01.2017 Kl. 12:17
Manchester United vil muligvis forsøge at bringe Kasper Dolberg til Old Trafford næste sommer.

Kasper Dolberg har fået sit helt store gennembrud for Ajax i denne sæson.

Den 19-årige danske angriber skitede Silkeborg IF ud med Ajax i sommeren 2015, hvor han nu har stor succes og er fast mand på holdkortet.

Han står noteret for otte mål i 17 ligakampe, og de flotte præstationer er ikke gået ubemærket hen. Tilbage i november bekræftede den danske Manchester City-scout, Sebastian Arnesen, at de har Kasper Dolberg i kikkerten. Han udtalte følgende:

– Vi holder et meget tæt øje med ham, og når tiden er rigtig, tager vi en beslutning om, hvorvidt vi skal agere på det, sagde Sebastian Arnesen til BT.

Nu kan Manchester City se frem til konkurrence fra ærkerivalerne Manchester United. 

Ifølge Manchester Evening News befinder Antoine Griezmann sig øverst på Jose Mourinhos ønskeliste til sommer, men portugiseren vil også hente en ung angriber til Old Trafford, og her har han udset sig danske Kasper Dolberg.

Hvis Kasper Dolberg ender i Manchester United, vil han blive den sjette dansker i klubben; Jesper Olsen, John Sivebæk, Peter Schmeichel, Mads Timm og Anders Lindegaard er de fem danskere, der hidtil har repræsenteret De Røde Djævle.

Annonce