Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Manchester United overvejer januarbud på fransk wonderkid

Af Gustav Tornby
11.01.2017 Kl. 13:51
Manchester United-manager José Mourinho har udset sig et muligt køb af AS Monacos defensive midtbanespiller Tiemoue Bakayoko og overvejer at byde i januars transfervindue.

I dag onsdag er franske Morgan Schneiderlin til lægetjek hos Everton forud for et skifte til Goodison Park fra Manchester United – et salg, der indbringer omkring 200 millioner til De Røde Djævle. 

Selvom Manchester United er godt dækket ind på den centrale midtbane, så efterlader Morgan Schneiderlin et hul på den defensive afdeling af midtbanen. Her råder José Mourinho lige nu blot over Michael Carrick og Timothy Fosu-Mensah og i nød Daley Blind. 

Derfor overvejer José Mourinho ifølge mediet ESPN at hente AS Monaco-midtbanespilleren Tiemoue Bakayoko, der hos Mourinho anses som en spiller, der kan komplimentere den mere offensivt tænkende Paul Pogba på De Røde Djævles tremandsmidtbane. 

Den franske U21-landsholdsspiller anses ifølge ESPN på Old Trafford også som en potentiel langsigtet arvtager for 35-årige Michael Carrick, der er blevet en nøglefigur under José Mourinho, men alt andet lige nærmer sig karrierens efterår. De Røde Djævle har endnu ikke truffet en beslutning om, hvorvidt Carrick skal tilbydes en kontraktforlængelse. Hans kontrakt udløber denne sommer. 

AS Monaco, der lige nu er to point efter Ligue 1's nummer et, er fast besluttede på at holde fast på Bakayoko frem til sommeren. 

Men eftersom Chelsea ligeledes overvåger Bakayoko, så er Manchester United klar over den risiko, der er forbundet med at vente med et potentielt køb indtil sommeren. United har ifølge ESPN udviklet et stærkt forhold med Monaco de seneste par sæsoner. 

Det skyldes blandt andet købet af Anthony Martial fra den franske klub tilbage i august 2015 oven på det sæsonlange lejemål Radamel Falcaos tid i klubben i 2014/15-sæsonen. 

Med Schneiderlins forestående skifte til Everton, så har Mourinho også pengene til at byde på Bakayoko, hvis United mener, at det er nødvendigt at agere hurtigt. 

 

Annonce