Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Liverpool rundbarberede Arsenal på Anfield

Af Pelle Rigtrup
27.08.2017 Kl. 17:05
Liverpool gjorde som det passede dem, da de på hjemmebane lammetævede Arsenal.

Liverpool dominerede fra starten af, da de tidligere i dag tog imod Arsenal hjemme på Anfield. Allerede efter små 10 minutter var sommerindkøbet Mohamed Salah tæt på at sende kuglen i nettet, men Petr Cech afværgede situationen med en flot redning. 

Få minutter efter var den dog gal igen i Arsenals forsvar, der gennem hele kampen var rystende usikkert. Joe Gomez sendte et indlæg ind i feltet, hvor en helt upresset Roberto Firmino nemt bragte Liverpool foran med hovedet. 

Hjemmeholdet pressede herefter yderligere på, og det lignede blot et spørgsmål om tid, før man igen ville komme på måltavlen. Med et par minutter tilbage af 1. halvleg skete så det uundgåelige, da Sadio Mané scorede til 2-0. Senegaleseren modtog bolden i venstre side, hvorefter han trak ind i banen og smækkede bolden over i det lange hjørne. 

Efter pausen fortsatte Arsenals forfærdelige forsvarsspil, da Hector Bellerin smed bolden væk på midten af banen efter et hjørnespark til the Gunners. Mohamed Salah takkede for gaven, og med frit løb til mål kunne egypteren nemt bringe Liverpool foran med 3-0. 

Arsene Wenger reagerede ved at sende Alexander Lacazette og Olivier Giroud på banen, men lige lidt hjalp det for Arsenal, der med et kvarter tilbage igen måtte hente bolden ud af nettet. 

Endnu engang var Salah i hovedrollen, da han smækkede et indlæg i feltet. Her stod indskiftede Daniel Sturridge klar, og englænderen havde ingen problemer med at heade bolden i kassen. 

Der blev ikke scoret yderligere, og Liverpool kunne dermed juble over en 4-0 sejr, mens Arsenal for tiden ikke ligner et hold, der kan spille sig til en plads i top 4.

Med sejren spillede Jürgen Klopps mandskab sig op på 2. pladsen, mens Arsenal efter to nederlag i træk ligger på en 16. plads. 

Annonce