Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Liverpool-direktør har fundet nyt job

Af Gustav Tornby
27.09.2016 Kl. 17:16
Ian Ayre forlader næste sommer Liverpool og han har nu fundet sig et nyt job.

Det blev tilbage i marts måned bekræftet fra officiel side, at Ian Ayre ville forlade tjansen som administrerende direktør hos Liverpool, når hans nuværende kontrakt udløber ved slutningen af sæsonen. 

I stedet bliver det den tyske klub TSV 1860 München, der bliver Ayres næste arbejdsgiver. 

Den jordanske forretningsmand Hasan Ismaik, der er majoritetsaktieholder i klubben, planlægger store ændringer i et forsøg på at sikre oprykning til Bundesliga og det skal Ayre være en del af. Det skriver Liverpool Echo. 

– Vi vil have de bedste folk til at hjælpe os. Peter Cassalette (klubbens præsident, red.) og jeg har haft flere samtaler med ham. Han er den rette person til vores fremtid. At vi kunne overtale et så stort navn til at forlade en stor klub som Liverpool til fordel for 1860, gør os stolte. Det var ikke nemt. Da han lærte om klubbens traditioner var han meget entusiastisk, fortæller Ismaik til lokalavisen Münchner Merkur. 

Ayre kom til Liverpool i 2007. Den gang blev han ansat som commercial director og blev i 2011 forfremmet til rollen som managing director og sidenhen til chief executive i 2013. 

 

Annonce