Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Landstræner: Unfair kritik af Lukaku

Af Mads Bye Marboe
28.06.2016 Kl. 15:27
Marc Wilmots mener ikke, at kritikken af Romelu Lukaku har været berettiget.

Romelu Lukaku scorede to gange, da Belgien slog Irland med 3-0 ved EM-slutrunden, men han formåede ikke at score mod hverken Italien, Sverige eller i ottendedelsfinalen mod Ungarn.

Det gjorde derimod Michy Batshuayi, som afløste Everton-angriberen i anden halvleg mod Ungarn. To minutter skulle spydspidsen fra Marseille blot bruge på banen.

Den ombejlede spiller har derfor været udsat for en del kritik, men Marc Wilmots mener ikke, at den har været helt i orden.

– Romelu bevæger sig meget. Alle Thibaut Courtois' clearinger kommer til ham, og mod Ungarn vandt han alle hovedstødsdueller, siger landstræneren på tirsdagens pressemøde og uddyber:

– Han løber hele tiden og udmatter modstanderens forsvar, skaber chancer for andre. Tro mig, forsvarsspillerne griner ikke, når de er oppe mod ham. Mod Ungarn var han på vildspor med én tilbagelægning. En! Han kan ikke komme af sted med den mindste fejl. Alt, hvad han gør, skal være godt.

Lukaku blev taget ud efter 76 minutters spilletid mod Ungarn.

Annonce