Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Landstræner: De Bruyne er glad igen

Af Mads Bye Marboe
26.06.2016 Kl. 14:33
Marc Wilmots mener, at Kevin De Bruyne har genfundet spilleglæden trods et enormt pres efter skiftet til Manchester City.

Efter en tid hos Chelsea, hvor Kevin De Bruyne altid fik sit store gennembrud, skiftede han til tyske Wolfsburg, og herfra har playmakerens karriere taget fart.

Sidste sommer skiftede De Bruyne til Manchester City for et enormt pengebeløb efter en suveræn sæson hos Bundesliga-klubben, og selvom den store overgangssum lagde et lige så stort pres på belgierens skuldre, har han nu genfundet spilleglæden og glemt alt om prisen, mener den belgiske landstræner, Marc Wilmots.

– Han er et menneske, og han har følelser. Han blev købt for en masse penge, og der foregår en masse ting i hans liv, fortæller landstræneren på pressemødet inden søndagens ottendedelsfinale mod Ungarn og uddyber:

– Nu har jeg en smilende fyr igen. Vi har brug for sådan en type. En, der spiller med et smil.

Ligesom resten af den belgiske trup har De Bruyne endnu ikke levet op til de store forhåndsforventninger, og Wilmots tror da også, at City-profilen har meget mere at give.

– Kevin har været god på de sidste 20-25 meter, men han kan stadig forbedre sig. Jeg ved, at han kan spille bedre. Kevin kan blive en nøglespiller (mod Ungarn red.). Han var ikke særlig god mod Italien, men han har forsøgt at blive bedre.

Manchester City betalte £55 millioner for den nu 24-årige midtbanespiller.

Annonce