Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Klopp: Vi vil i Champions League

Af Marcus Sørensen
17.02.2017 Kl. 19:42
Jürgen Klopp vil gerne tage Liverpool tilbage i Champions League, men han ved, at det kræver hårdt arbejde og flere sejre end Liverpool har fået hidtil i 2017, hvis The Reds skal nå dertil.

Liverpool var tilbage i Champions League i 2014, men det var en enlig svale, da klubben sæsonen efter var tilbage i Europa League og i denne sæson er end ikke den turnering på programmet på Anfield.

Netop den manglende europæiske deltagelse kan dog være med til at hjælpe klubben tilbage i det fineste selskab, hvis de formår at komme i top fire.

Kampen om de eftertragtede Champions League-pladser er dog hårdere end nogensinde med seks stærke hold i toppen, hvorfor det bliver en ekstremt hård kamp for Liverpool.

Jürgen Klopp vil bringe Liverpool tilbage i det fine selskab, men han er klar over, at det ikke sker over natten.

– Ting jeg ikke har, savner jeg ikke, fortæller Klopp til Liverpool Echo, da han blev spurgt ind til Liverpools manglende europæiske deltagelse.

– Men selvfølgelig nød jeg at være med i den turnering (Champions League, red.), og det er der vi vil være. 

– For at opnå dette, skal vi kvalificere os. Vi kvalificerede os ikke til denne sæson. Vi arbejder på at komme derhen så hurtigt som muligt.

– Vi så igen i denne uge, hvor stærk en turnering Europa League er også. Stærke hold, intense kampe. Vi nød det sidste år – eller i hvert fald til sidste kampdag (Liverpool tabte finalen, red.).

– Men selvfølgelig, Champions League er turneringen. Vi vil være en del af det. For at være det, skal vi vinde nogle kampe, slutter Klopp.

Annonce