Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Imponerende Newcastle-form overrasker ikke Benitez

Af Mads Bye Marboe
22.09.2017 Kl. 17:05
Newcastle er kommet flyvende fra land i Premier League, men resultaterne har ikke overrasket holdets manager, Rafa Benitez.

Newcastle fik en mindre god start med nederlag til Tottenham og Huddersfield i sæsonens første to kampe, men oprykkerne har svaret igen med tre sejre i streg.

Efter fem runder er The Magpies derfor at finde på tabellens fjerdeplads, men hvad der for mange ville fremstå overraskende, kommer ikke bag på Rafa Benitez.

– Det er svært at sige, for når man ser dem til træning hver dag, ved man, at de kan præstere på dette niveau, siger spanieren på fredagens pressemøde og tilføjer:

– Men man er nødt til at vinde. Nogle gange vinder man ikke, selvom man spiller godt, og nogle gange vinder man, selvom man ikke spiller godt. I dette tilfælde har præstationerne været fine. Vi har hentet tre point i hver af de sidste tre kampe, og det skal vi forsøge at gentage.

– Vi skal sikre, at vi træner godt, arbejder hårdt og går ind til kampene med samme mentalitet som i de sidste tre kampe, men for mig er det ikke en overraskelse, når jeg ser dem til træning. Det er mere eller mindre, hvad jeg forventede.

Newcastle står søndag over for en anden oprykker i form af Brighton.

Annonce