Hugo Lloris fortryder ikke indgreb mod Manchester City
Hugo Lloris har været fast mand i Tottenham-kassen siden skiftet til klubben fra Lyon tilbage i 2012, men den franske landsholdskeeper lavede to kostbare fejl på Etihad Stadium.
Først førsøgte Lloris at heade en City-stikning væk, men mistimede indgrebet, hvorfor Leroy Sané nemt kunne score.
Fem minutter senere kunne franskmanden ikke holde fast i et skud fra Raheem Sterling, hvorfor Kevin De Bruyne kunne lægge bolden i nettet, før scoringer fra Dele Alli og senere Heung-min Son reddede Spurs et enkelt point.
Hugo Lloris fortryder dog ikke de beslutninger, han tog i de to situatioenr.
– Uheldigvis, så sker det. Heldigvis havde det ikke en stor indflydelse på resultatet. Når alt kommer til alt, så er 2-2 et godt point, specielt når man kigger på vores første halvleg, hvor vi havde det svært og City var langt bedre end os, fortæller han til RMC Sport.
– Mine holdkammerater reddede mig denne gang. Det er alt sammen en del af spillet. Personligt, så synes jeg, at sådanne ting sker. Det må man acceptere, fortsætte med at arbejde og forsøge at gøre en forskel for holdet.
Da han blev spurgt, hvorvidt han forsøgte at finde en holdkammerat med hovedstødet, der tillod Sané at score åbningsmålet, så svarede Lloris:
– Det er lige præcis rigtigt. Hvis jeg i morgen kom i samme situation, så ville jeg reagere på samme måde, slutter han.