Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Howe hylder matchvinderen Defoe

Af Pelle Rigtrup
16.09.2017 Kl. 08:24
Eddie Howe jubler over, at Jermain Defoe endelig kom på måltavlen, da Bournemouth i går snuppede sæsonens første sejr.

Bournemouth hentede i sommer angriberen Jermain Defoe tilbage til klubben, og efter en række målløse kampe kom den rutinerede englænder endelig på tavlen, da Bournemouth i går besejrede Brighton med 2-1. 

Scoringen faldt over 16 år efter Defoes seneste mål for The Cherries, som han var udlejet til i 2000/01-sæsonen. Her spillede han sammen med den nuværende manager, Eddie Howe, der er begejstret over at have angriberen i klubben: 

– Han er en af de bedste afsluttere, jeg nogensinde har set. Da jeg spillede med ham, kunne jeg ikke forstå, hvor god han egentlig var, og han er stadig en klassespiller. 

– Som hold må vi prøve at forstå, hvordan vi bedst muligt skal servere boldene for Defoe. Han er anderledes end vores øvrige angribere, og det er afgørende, at vi skaber chancer til ham. 

Sejren over Brighton var Bournemouths første i denne sæson, og Howe erkender da også, at han er en lettet mand dagen derpå:

– Det føles som om, der er gået længere tid end fire kampe uden sejr, så det er en kæmpe lettelse. I starten af sæsonen er du desperat efter at få en sejr og komme godt i gang, men det har vi ikke fået før nu. 

Trods sejren ligger Eddie Howes mandskab fortsat under nedrykningsstregen i Premier League. 

Annonce