Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Given: Mancini blev uvenner med ALLE i Manchester City

Af Pelle Rigtrup
16.10.2017 Kl. 14:37
Roberto Mancini var ikke just en populær herre i Manchester City, det fortæller Shay Given i sin selvbiografi.

Forventningerne var store til Roberto Mancini, da han i 2009 blev ansat som manager i Manchester City, og i 2012 førte han da også klubben til den første ligatriumf i 44 år. 

Italienerens tid i Manchester var dog også præget af diverse uenigheder med store egoer som Mario Balotelli og Carlos Tevez, og ifølge Shay Given, der spillede i klubben fra 2009-2011, var Mancini ikke populær blandt nogen i klubben: 

– Jeg kunne simpelthen ikke regne ham ud, skriver Given i selvbiografien Any Given Saturday og fortsætter: 

– Vi hørte, at Inter-spillerne tog i byen og fejrede det, da han blev fyret i klubben, og da jeg selv forlod City i 2011, var jeg også klar til at holde en kæmpe fest.

– Roberto Mancini så verden anderledes end Shay Given, det er helt sikkert. Han blev uvenner med alle i klubben, og når jeg siger alle, mener jeg virkelig ALLE. 

– Spillerne, trænerstaben, fysioterapeuterne, trøjemanden, presserådgiverne, kantinemedarbejderne, fyrene i parkeringsarealet. Han har garanteret også smækket sit eget spejlbillede, fordi det kiggede underligt på ham. 

Mancinis tid i Manchester City sluttede i 2013, hvor han blev fyret. Siden gik turen forbi Galatasaray og Inter, og i sommer blev italieneren så ansat som træner for russiske Zenit. 

Shay Given skiftede i 2011 City ud med Aston Villa, hvorefter det blev til en kort periode i Middlesbrough og Stoke, før han i sommer lagde handskerne på hylden i en alder af 41 år. 

Annonce