Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Gibbs ikke påvirket af manglende landsholdsudtagelse

Af Mads Bye Marboe
06.10.2017 Kl. 19:00
Kieran Gibbs lader sig ikke gå på af, at han ikke tilbringer den nuværende landskampspause med det engelske landshold.

England vandt torsdag aften 1-0 over Slovenien på en sen scoring af Harry Kane, og Kieran Gibbs måtte her se til fra sin sofa.

Venstrebacken blev ikke udtaget af landstræner Gareth Southgate, men i stedet for at lade sig påvirke negativt, forsøger West Bromwich-spilleren at udnytte pausen til at restituere og rense tankerne.

– Jeg er vant til det. 40 eller 50 procent af min karriere, måske mindre, har jeg ikke været med, indleder Gibbs over for Birmingham Mail og fortsætter:

– Man kan se på det på to måder. Man kan se det som motivation og tid til at gøre sin krop klar igen, fordi man ikke har spillet i to uger. Man har tid til at restituere, blive stærkere og være klar til den næste kamp.

– Eller man kan dvæle ved det – og man skal hurtigt tage beslutningen om, hvordan man vil håndtere det. Alle er forskellige. Mange spillere vil blive skuffede og måske lade sig gå på af det, men jeg ser det som en mulighed for at restituere og få hovedet plads. Kampene kommer så hurtigt efter hinanden, at man kan stille sig selv et bedre sted forud for den næste række af kampe.

Kieran Gibbs spillede sin sidste landskamp for England tilbage i 2015.

Annonce