Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Fem ting vi lærte om Liverpool i Tottenham-opgør

Af Marcus Sørensen
28.08.2016 Kl. 12:10
Vi kigger nærmere på fem ting, der springer i øjnene efter Liverpool fik 1-1 mod Tottenham på White Hart Lane i går.

Liverpool FC havde chancer til mere i går, da de gæstede Tottenham, men Danny Roses scoring i anden halvleg sikrede Spurs 1-1.

Vi har kigget nærmere på fem ting, vi lærte om Liverpool efter kampen i går.

Der skal trænes afslutninger
Liverpool havde i sidste weekends skuffende nederlag mod Burnley hele 26 afslutninger mod mål, hvor blot fem af disse var inden for rammen. Specielt Philippe Coutinho skød og skød – men uden kvalitet. Igen i går mod Tottenham havde Liverpool mange afslutninger, de kunne have gjort mere ved. Klopps tropper havde 13 af slagsen, hvor tre var inden for målrammen. Igen skulle Philippe Coutinho have scoret, så mon ikke der skal trænes afslutninger den kommende uge på Melwood.

Joel Matip bliver Dejan Lovrens faste makker
Ragnar Klavan startede sæsonen i Liverpools midterforsvar ved siden af Dejan Lovren, da Joel Matip først lige var tilbagevendt fra en skade. Nu har Matip spillet de seneste to kampe – mod Burton i EFL Cuppen og i går mod Spurs. Stopperen åbnede en smule nervøst i går, hvor han lavede en del fejlafleveringer. Da han lige var kommet i gang spillede han dog en fin kamp, hvor han ikke lavede mange fejl – specielt ikke i defensiven, hvor han fremstod som en stærk makker til Lovren, selvom han stadig har plads til forbedringer.

James Milner har problemer mod hurtige modstandere
Milner var igen at finde på venstrebacken, hvilket ikke er hans favoritposition. Det virker dog til, at det kan blive en position, han vil komme til at spille meget på, da Klopp ikke ser ud til at være på jagt efter en ny venstreback. Viceanføreren har ikke imponeret i sine to Premier League-kampe som back, hvor det faktum, at han er højrebenet og spiller i venstre side har givet ham store problemer i offensiven. I går blev det ligeledes klart, at englænderen får problemer, når han spiller over for modstandere med fart. Var for langsom til at fange Eric Dier ved Spurs' udligning. Ligner ikke et holdbart projekt for Klopp, der kun har Alberto Moreno i truppen som eneste reele venstreback.

Daniel Sturridge er ikke Klopps foretrukne
Divock Origi og Daniel Sturridge startede på bænken for Liverpool, der havde Roberto Firmino alene i front i går. Det var ellers forventet, at Daniel Sturridge ville starte, da Divock Origi havde småproblemer efter tirsdagens kamp mod Burton. Det blev dog Origi, der blev skiftet først ind, mens Sturridge blot fik nogle minutter til slut. Angriberens kropssprog på sidelinjen afspejlede tydeligt, at han ikke var tilfreds med situationen. Tidligere er det blevet rygtet, at Jürgen Klopp ikke skal være udpræget fan af Daniel Sturridge – blandt andet på grund af hans indstilling.

Simon Mignolet har oppet sig
Belgieren har i stort set hele sin Liverpool-tid været udskældt. Tidligere på sommeren hentede Klopp Loris Karius, som så ud til at blive Liverpools nye førstemålmand, men en skade til Karius har givet Mignolet en ny chance. En chance som han har grebet. I første runde mod Arsenal reddede Mignolet et straffespark. I går leverede han flere gode redninger, blandt andet efter et Alderweireld-hovedstød i anden halvleg, som oste af klasse.

 

 

 

 

 

 

 

 

Annonce