Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Everton og Liverpool delte i skuffende Merseyside-derby

Af Marcus Sørensen
04.10.2015 Kl. 14:25
Everton og Liverpool spillede 1-1 på Goodison Park i en halvkedelig affære. Danny Ings bragte Liverpool i front, mens Romelu Lukaku udlignede.

Der stod Merseyside-derby på menuen denne søndag eftermiddag, da Liverpool FC gæstede Everton på Goodison Park.

Begge hold ville ligge godt til i subtoppen med tre point på kontoen, så der var lagt i ovnen til et intenst derby. 

Kampen startede da også med høj intensitet. Liverpool var bedst i begyndelsen, hvor Danny Ings indledte med et fint forsøg.

Efterfølgende faldt tempoet i kampen en smule, hvor Everton kom bedre med. 

Kampen bølgede frem og tilbage, hvor James Milner og Coutinho havde muligheder for Liverpool, mens Everton måtte se to gode forsøg blive reddet på stregen af en velspillende Simon Mignolet, der i flere omgange reddede Liverpool.

Mod slutningen af halvlegen blev der også åbnet op for målscoringen. Liverpool havde hjørnespark i venstresiden hos James Milner. Han sendte en perfekt bold ind i panden på Danny Ings, der tæt under mål gjorde det til 0-1 til Liverpool.

Everton svarede igen kort før pausen. Et ellers ufarligt indlæg blev sendt i feltet, men Emre Can clearede bolden ind i Martin Skrtel, hvorefter den dumpede ned for fødderne af Romelu Lukaku, der kunne bringe balance i regnskabet.

Anden halvleg startede Everton bedst og fortsatte med at trykke Liverpool, hvilket kastede flere muligheder af sig blandt andet til Tyias Browning, mens Liverpool-forsvarerne ligeledes havde mere end svært ved at styre Romelu Lukaku.

Herefter røg kampen tilbage i tomgang, hvor det virkede til, at begge hold var tilfredse med en uafgjort, selvom Coutinho og Lukaku bød sig til med mindre chancer.

En ualmindelig uskøn og rodet anden halvleg sluttede uden scoringer, hvorfor de to rivaler måtte nøjes med et point hver.

Resultatet efterlader Everton på en 6. plads med 13 point, mens Liverpool har ét point færre og ligger nummer 10 i Premier League, inden Arsenal – Manchester United og Swansea – Tottenham slutter denne runde af klokken 17.00.

Annonce