Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Eksklusivt: Haugaard sammenligner Premier League og Superligaen

Af Marcus Sørensen
20.08.2015 Kl. 13:46
PLBOLD.DK har taget en snak med Jakob Haugaard om forskellene på dansk og engelsk fodbold samt torsdagens Europa League-opgør mellem Southampton og de danske mestre FC Midtjylland.

Jakob Haugaard tog tidligt på sommeren det store skridt til udlandet, da han forlod de trykke rammer i Herning for at forfølge drømmen som Premier League-målmand i Stoke.

Danskeren har så småt vænnet sig til niveauet i Premier League-klubben, hvor han til dagligt skal stoppe stjerner som Bojan, Afellay og Shaqiri.

Haugaard har allerede fra start mærket, at verdens hårdeste liga er noget hårdere, end hvad han har været vant til i Danmark.

PLBOLD.DK har taget en snak med danskeren om forskellen på Superligaen og livet i den bedste engelske fodboldrække.

Er der forskel på den måde I træner på i Stoke City og de danske træningsnormer?

– Alle trænere har jo forskellige metoder. I forhold til hvad jeg har prøvet i FCM kontra Stoke, er forskellen måske lidt strukturen på træningen. For eksempel når vi i FCM havde to træningspas på én dag, havde vi hvilepause et par timer indimellem, hvorimod man her går direkte fra banen til styrkelokalet. Forskellen kan også være hvilke dage på ugen, der er fridage eller restitution, udtaler Jakob Haugaard til PLBOLD.DK.

Den 23-årige målmand mener, at niveauet generelt er højere i forhold til de danske standarder, selvom Danmark på det taktiske plan er godt med.

– Jeg synes, at niveauet herovre fysisk og teknisk er skruet et par hak op. Individuelt er kvaliteterne bare bedre. Folk er bedre teknisk og kan kontrollere spilsituationer, som jeg ikke har set i Superligaen. Det er selvfølgelig med til at skrue tempoet op, så farten og flowet i spillet går stærkere. Til gengæld synes jeg egentlig, at vi i Danmark er rigtig godt uddannet rent taktisk. I FCM syntes jeg, at man som trup var kloge til at bevæge sig på banen, gode til at arbejde som en enhed, når man ikke havde bolden og besidder en god spilforståelse. Så lige på den front er Danmark faktisk ikke specielt langt bagefter, synes jeg. 

I aften møder Haugaards gamle klub FC Midtjylland Southampton i Europa League-kvalifikationen. Keeperen ser Southampton som store favoritter, men samtidig tror han på sine gamle holdkammerater.

– Jeg vil sige, at Southampton er store favoritter. De har et super hold, og man så i sidste sæson, at de egentlig spiller rigtig god fodbold, så FCM får det ekstremt svært, men jeg tror alligevel på dem, netop af den årsag, jeg nævnte tidligere. De er kloge rent taktisk, kender hinanden rigtig godt og har selvtilliden i orden efter syv sejre i deres seneste otte kampe (nu syv sejre i ni kampe, red.).  Herudover har de individuel kvalitet, som på dagen kan afgøre kampe for dem. Southampton er favoritter, men jeg tror på min gamle klub, slutter Jakob Haugaard.

Aftenens kamp spilles på St. Mary’s og har kickoff klokken 21.00 dansk tid. Returopgøret spilles om en uge, når MCH Arena er vært for den afgørende kamp, der skal sende et af holdene i Europa League-gruppespillet.

Annonce