Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Eksklusivt Haugaard-interview: Fra Superliga til Premier League

Af Marcus Sørensen
15.08.2015 Kl. 09:28
Jakob Haugaard skiftede denne sommer FC Midtjylland og Superligaen ud med Stoke City og Premier League. Vi har talt med den danske keeper om det store skifte.

I slutningen af maj skrev Jakob Haugaard under på en kontrakt i Stoke City, der angiveligt skal have kostet Premier League-klubben omkring 6 millioner kroner. Danskeren havde dog stadig flere kampe at spille i FC Midtjylland, der kæmpede hårdt for klubbens første mesterskab, hvilket blev en realitet i juni.

Efter en kort sommerferie skiftede Haugaard de vante rammer i Herning og Ikast ud med Stoke-on-Trent i Staffordshire.

Danskeren fortæller til PLBOLD.DK, at han er glad for sit skifte og er ved at vende sig til livet i Stoke.

– Jeg synes, at min første tid her i England har været rigtig god. Det er selvfølgelig første gang, jeg prøver kræfter med et andet land, så det hele er meget nyt. Men jeg føler, at jeg er ved at vænne mig til tilværelsen herovre, og samtidig er jeg kommet til en klub, som tager god hånd om nye spillere. Så alt i alt er jeg rigtig glad for min start herovre, fortæller Haugaard til PLBOLD.DK.

Den tidligere FC Midtjylland-keeper var aldrig i tvivl om, hvorvidt skiftet til Stoke var det rigtige for ham.

– Jeg har det lidt sådan, at hvis en Superliga-spiller på noget tidspunkt får chancen for at skifte til en Premier League-klub, så er det bare om at slå til. Nogle chancer kommer ikke hver dag, så når de kommer må man springe ud i det. Jeg har og har altid haft ambitioner om at prøve mig selv af på højeste niveau, og det får jeg chancen for her. Så kort sagt har der aldrig været nogen tvivl om, at jeg ville afsted nu og prøve mig selv af.

Da Haugaard i maj skrev under på sin kontrakt i Stoke, havde klubben Asmir Begovic og Jack Butland i truppen til keeperpositionen. Førstnævnte var dog på vej væk fra klubben, hvilket blev en realitet i juni, da Begovic skiftede til Chelsea. Herefter hentede Stoke en erstatning ind i form af den rutinerede Shay Given. 

Jakob Haugaard var bekendt med klubbens planer om at hente endnu en keeper ind, hvis Begovic forlod West Midlands.

– Det vidste jeg godt. Jeg vidste selvfølgelig ikke på daværende tidspunkt, hvilket klubben nok heller ikke gjorde, hvem der ville komme ind. Men det havde været naivt af mig at tro, at der ikke ville ske noget den anden vej, når nu Begovic røg afsted. Når det så er sagt, er jeg egentlig glad for, at det er en type som Shay Given, der er kommet til. En mand som har erfaringer fra øverste hylde fra de sidste mange år. Det kan man altid lære af.

Der blev ikke plads til Haugaard i Stokes første Premier League-kamp mod Liverpool FC, hvor danskeren måtte tage plads på tribunen, mens Butland vogtede målet og Given sad på bænken.

Den 23-årige keeper forholder sig roligt til de svære udsigter til spilletid, men han er klar, hvis chancen byder sig.

– Det er klart, at jeg må være realistisk og sige, at udsigterne til at få spilletid på den korte bane ser svære ud. Jeg er ikke forrest i køen lige, men det tager jeg stille og roligt. Jeg har haft en rigtig god preseason med et par gode kampe, hvor jeg har vist hvad jeg står for, og jeg er 110% klar til at slå til, når muligheden byder sig. Lige nu holder jeg bare fokus på at falde til på og uden for banen. Jeg udvikler mig til træning og bygger på mit spil, og hvis det forhåbentlig fortsætter, skal min tid nok komme, slutter Jakob Haugaard.

Haugaard har stadig sin officielle debut i Stoke til gode, men danskeren fik sin første kamp for Stoke i en preseason-kamp mod Everton, hvor keeperen fik store roser for sin præstation fra blandt andre manager Mark Hughes.

– Jeg synes, han var fremragende. Han lavede tre eller fire nøgleredninger for os, fortalte Mark Hughes om Haugaard efter Everton-kampen, hvor han samtidig roste danskeren for hans ro og evner i spillet ved jorden.

 

Stoke City gæster klokken 16.00 Tottenham og Christian Eriksen på White Hart Lane. 

Annonce