Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Conte efter Mourinhos 'tuderi'-anklager: Kig på dit eget hold!

Af Marcus Sørensen
19.10.2017 Kl. 06:58
Antonio Conte er træt af José Mourinhos brokkerier, efter at han i aftes mente, at de andre managers 'græder' over skader.

Hos Manchester United måtte Marcus Rashford i aftes udgå med en mindre skade, og det fik efterfølgende José Mourinho til at udtale, at han aldrig brokker sig over skader i modsætning til sine trænerkollegaer, der 'græder, græder og græder'.

– Jeg snakker aldrig om skader. De andre trænere græder, græder og græder, når en spiller er skadet, lød det fra Mourinho efter kampen i aftes ifølge Daily Telegraph.

– Hvis jeg ville beklage mig over skade, så kunne jeg græde som de andre trænere i fem minutter. Ibrahimovic, Fellaini, Pogba og Rojo er alle skadet, slutter han.

Her kan der være hentydet til Jürgen Klopps Liverpool, der mangler blandt andre Adam Lallana, Nathaniel Clyne og Sadio Mané samt Mourinhos gamle klub Chelsea, hvor Conte mangler Alvaro Morata, N'Golo Kanté, Victor Moses, inklusiv flere småskavakanter fra gårsdagens 3-3 affære mod Roma.

Nu langer Conte ud efter Mourinho, som han mener, bør koncentrere sig om sit eget hold.

– Mourinho skal hele tiden se, hvad der sker i Chelsea, fortæller Conte ifølge London Evening Standard.

– En stor del af tiden, også i sidste sæson. Jeg synes, han bør tænke på sit eget hold og stoppe… Kigge på sig selv og ikke på andre.

Annonce