Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

CHELSEA SLÅR SPURS: Alonso dobbelt målscorer

Af Redaktionen
20.08.2017 Kl. 17:00
Chelsea slog søndag eftermiddag Tottenham med 2-1 på Wembley Stadium.

Tottenham kom med en sejr over Newcastle i bagagen, mens Chelsea havde et 2-3-nederlag til Burnley at revanchere, da Conte og Pochettinos mandskaber mødtes på Wembley. Det var dog Chelsea, der trak det længste strå i kampen, da de vandt med 2-1 på to mål af backen Marcos Alonso. Et selvmål af Batshuayi gav ellers håb til Spurs kort før tid.

Chelsea kom foran efter 24 minutters spil. De vandt et frispark langt udenfor feltet og det tog spanske Marcos Alonso sig af – en god idé, for han krøllede den smukt i kassen til 1-0 og så var Wembley lammet.  

Tottenham skulle dog komme tilbage i kampen i anden halvleg. Danske Christian Eriksen var krafigt involveret efter 82 minutters spil, da han sendte en fantastisk bold ind i feltet. Frisparket havde bud efter en Spurs-spiller, men Chelsea-angriberen Batshuayi kom i vejen og headede den i eget net til 1-1.

Chelsea sejrede dog alligevel til slut. Spurs mistede bolden i en omstilling og så strøg Marcos Alonso afsted i venstre side. Han kom ind i Spurs felt fra en ret spids vinkel og trykkede af lige på keeper Hugo Lloris. Den ellers så sikre franske keeper fumlede ukarakteristisk og så gik bolden i kassen til resultatet 2-1 til Chelsea.

Med resultatet er Tottenham nummer 9 i Premier League, Chelsea er nummer 12. Begge med tre point for to kampe.

 
Annonce