Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Bellerin: Andenpladsen er stadig en mulighed

Af Søren Nørgaard
06.05.2016 Kl. 06:58
Arsenals Hector Bellerin forklarer, at han og holdkammeraterne vil forsøge at slutte på andenpladsen i Premier League, så længe det er muligt.

Arsenal indtager tredjepladsen med tre point op til ærkerivalerne fra Tottenham med to spillerunder tilbage. I weekenden står The Gunners overfor Manchester City, som kæmper for at gå forbi netop Arsenal i toppen af Premier League. 

Med en sejr over The Citizens i weekenden vil Arsenal være sikre på at slutte i top tre og dermed kvalificere sig direkte til Champions League-gruppespillet i næste sæson. Tredjepladsen er derfor målet for Arsene Wengers mandskab, men klubbens spanske back Hector Bellerin sigter gerne efter andenpladsen:

– For os er det vigtigt, at vi slutter på tredjepladsen og måske endda på andenpladsen. Vi vil gerne slutte så højt som muligt, og andenpladsen er stadig en mulighed. Først skal vi dog have tre point på Etihad imod Manchester City i weekenden, siger den spanske back til Sky Sports. 

Selvom fokus er på Manchester City, så forklarer Hector Bellerin samtidig, at han og holdkammeraterne vil gøre alt for, at de kan slutte over ærkerivalerne fra Totttenham. Han erkender dog, at det kan blive svært:

– Som Arsenal-spiller er det altid en motivation, hvis du har muligheden for at slutte over Tottenham. Det bliver selvfølgelig svært, da de selv kan afgøre det. Derfor skal vi holde fokus på vores egne kampe og vinde dem, slutter Hector Bellerin. 

Annonce