Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Bellamy om dansk keepers skovalg: What is that Danish shite?!?

Af Marcus Sørensen
07.10.2015 Kl. 16:19
Den tidligere Liverpool-keeper Martin Hansen fortæller i sin nye bog om en episode, hvor han fik sig en verbal overhaling af Craig Bellamy, fordi han gik i Hummel-sko.

Martin Hansen drog i 2006 på udlandseventyr, da han skiftede de vanlige rammer i Brøndby IF ud med Liverpool FCs akademi i en alder af blot 16 år.

Hansen blev aldrig nogen succes i Liverpool, men han nåede dog at komme ind omkring førsteholdet og være med til nogle kampe, selvom han aldrig kom i aktion for førsteholdet.

I Hansens nye bog "Inside Liverpool" fortæller den tidligere Liverpool-målmand om livet bag kulisserne i en af verdens mest traditionsrige fodboldklubber.

Den nuværende ADO Den Haag-spiller beretter om en episode, hvor han fik sig en sviner af Craig Bellamy.

– Måden de (på førsteholdet, red.) talte om penge på, handlede ikke om at hovere eller at prale. De kunne lige så godt have talt om, hvilken yoghurt de foretrak til morgenmad, skriver Hansen i sin bog "Inside Liverpool".

– Der var selvfølgelig undtagelser. En dag kom Craig Bellamy, som jeg havde garderobe ved siden af, hen til mig og fik straks et vildt blik i øjnene. “What the fuck is that?” råbte han mig ind i hovedet og pegede på mine nye Hummel-sko: “What is that Danish shite?!?” De andre spillere gloede selvfølgelig på os med det samme. Jeg overvejede, hvad jeg skulle sige. Jeg havde fået skoene igennem en sponsoraftale hjemmefra. Med jævne mellemrum fik jeg en lille kasse med sko og tøj fra Hummel og promoverede deres mærke, mens jeg gav nogle billetter til Anfield retur.

– Jeg kunne godt lide Bellamy, han var en ekstremt dedikeret spiller, der boblede af humør og energi. Det var, som om han konstant gik rundt i en boksering. Men han kunne også være virkelig spydig og overtændt, så temperamentet stod i lys lue. Som da han i 2006 overfaldt sin norske holdkammerat John Arne Riise med en golfkølle på en bytur og skabte skandaleoverskrifter. På Melwood råbte han efter alt og alle, også trænerne – Prick! Cunt! Idiot! – og han brasede ud med sin mening om alting, hele tiden, uanset om det var godt eller skidt. Og nu havde han altså fået øje på mine sko. Jeg prøvede at forklare Bellamy, at jeg jo havde fået skoene gratis, og det tyggede han lidt på, inden han blev enig med sig selv om, at det trods alt var fair nok, slutter Hansen.

Annonce