Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Avis: Endnu en dansker på vej til Premier League - Cardiff accepterer Zohore-bud

Af Marcus Sørensen
19.08.2017 Kl. 09:36
The Telegraph erfarer, at Kenneth Zohore meget vel kan blive den næste Premier League-dansker i rækken, efter at Brighton har fået accepteret et bud på den bomstærke angriber.

Kenneth Zohore trådte den 20. oktober 2010 klokken 22.17 ind på Camp Nou i Barcelona, hvor FC København var på besøg i Champions League-gruppespillet. Den unge angriber var blot 16 år og 261 dage, og han blev dermed den næstyngste spiller til at komme på banen i verdens største klubturnering.

De kommende måneder trak dansk/ivorianeren sig stor opmærksomhed fra de største klubber rundt om i Europa, hvor han blandt andet var til prøvetræning i Chelsea og Inter.

I januar 2012 blev angriberen, der dengang blev sammenlignet med stjerner som Didier Drogba og Romelu Lukaku, solgt til Fiorentina for omtrent 10 millioner.

Zohore blev aldrig en succes i Fiorentina, hvor han aldrig figurerede for førsteholdet.

Danskeren måtte derfor tage et step ned, og det blev tilbage i Superligaen, hvor han blev udlejet til Brøndby, inden han i 2014 fik fem kampe på leje i IFK Göteborg. Året efter forlod Zohore endelig Fiorentina til fordel for OB.

I januar 2016 fik OB omkring 10 millioner for Zohore, der skiftede til belgiske Kortrijk. Samme dag som han skiftede til belgierne, blev han udlejet til Cardiff, da Cardiff-ejer Vincent Tan også ejer den belgiske klub.

Zohore fik 14 kampe i det forår, hvor han scorede to mål, hvilket var nok til at give ham en permanent kontrakt i Cardiff. I sidste sæson fik han 29 kampe og scorede 12 mål i The Championship, ligesom han imponerede, da han var med det danske U21-landshold i Polen i juni.

Den bomstærke angribers præstationer i sidste sæson har tiltrukket sig opmærksomhed, hvilket nu betyder, at Zohore – via en stor omvej – kan være på vej til den helt store scene i Premier League.

Således beretter The Telegraph for kort tid siden, at Cardiff har accepteret et bud på £10 millioner plus Tomer Hemed fra Brighton.

Hemed er, ligesom Zohore, angriber, og israeleren har spillet 81 kampe for Brighton, hvori det er blevet til 28 mål.

Annonce