Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

15 år siden: Ville score inden jeg blev 17 for enhver pris

Af Mads Bye Marboe
20.10.2017 Kl. 18:51
Wayne Rooney scorede sit første Premier League-mål fem dage inden sit 17 års fødselsdag. 15 år senere forklarer han, at han var meget opsat på at få målet.

Torsdag var det præcis 15 år siden, at Wayne Rooney scorede sit første Premier League-mål.

Rooney var dengang fem dage fra at fylde 17 år, og scoringen faldt mod Arsenal, der dengang var en endnu større magtfaktor i engelsk fodbold end nu.

Scoringen gjorde angriberen til den dengang yngste målscorer i turneringen, og Rooney husker, at han var meget opsat på at score målet, inden han fyldte 17 år.

– Jeg kan huske, at jeg var oppe at køre over mit første ligamål. Jeg kan altid huske, at jeg tænkte: "Jeg er nødt til at score i Premier League, før jeg bliver 17." Det var det, jeg ville, og det var min sidste chance for at gøre det. Heldigvis satte Moyesy (David Moyes red.) mig ind, og jeg scorede det afgørende mål, indleder han over for klubbens hjemmeside og uddyber:

– Jeg var irriteret inden kickoff, for jeg havde spillet nogle kampe inden, og jeg synes, at jeg havde gjort det godt og fortjente at starte inde. Da jeg var 16, havde jeg masser af selvtillid og tænkte, at jeg var god nok til at spille – og det var altid en del af min karakter som fodboldspiller: at være utilfreds med ikke at spille.

Everton kan komme på tavlen mod Arsenal igen søndag, hvor The Gunners gæster Goodison Park.

Annonce