Tottenhams nummer 18
I visse klubber kan bestemte rygnumre skyde forventningerne til en spiller i vejret. I Manchester United fylder Ángel Di María i øjeblikket sko ud for tidligere spillere som George Best, Bryan Robson, Eric Cantona, David Beckham og Cristiano Ronaldo. Så hvis argentineren mærker et vis pres på sine skuldre, er det ikke helt ubegrundet. For udover at være det dyreste Premier Leauge-køb nogensinde, med en transfersum på £59.7 millioner, så er det at have 7-tallet i den røde del af Manchester nok et af de mest ikoniske steder i verden, man kan have det.
Indtil videre har det dog knebet med at få klaveret til at spille for Di María. Om det er prisskiltet, 7-tallet, Louis Van Gaal-taktikken eller alle tre ting, der hæmmer skal vi lade vær usagt, men et eller andet er der i hvert fald galt. Og Di María er ikke den eneste, som har været mindre heldige i 7-tallet. Den seneste 7’er, Antonio Valencia, fik buddet om, at overtage det legendariske nummer i 2012-13-kampagnen efter han sæsonen før var blevet kåret til årets spiller i United. Men med det nye nummer var han kun en skygge af sig selv, og flere kommentatorer, eksperter og såvel fans mente, at nummeret bar en del af forklaringen på Valencias formdyk. Og noget tyder på, at de ikke var helt galt på den. For året efter var Valencia tilbage i sit gamle nummer, 25.
I Tottenham har man, ligesom i Manchester United, måske også fundet sit lykkenummer. Og endda et meget utraditionelt et af slagsen. Til dags dato er der fire angribere, der kontinuerligt har båret nummer 18. Og den øjeblikkelige 18'er, Harry Kane, får man i forvejen tudet ørene fulde om, så en større præsentation ville være overflødig. Det gør bestemt heller ikke situationen værre for Kane, at klubbens eneste to alternativer til toppen, og samtidig nogle af de mest løntunge drenge i klubben, Soldado og Adebayor, ikke har kunne sætte to fødder rigtigt i mands minde.
Men en god 18'er på toppen er ikke noget nyt for Tottenham-fansene. Trendsætteren bag det hele finder vi tilbage i 1994, hvor tyske Jürgen Klinsmann noget overraskende skiftede fra AS Monaco til London-klubben, selvom han havde væsentligt bedre tilbud på hånden. For spillere fra øverste hylde var 90'ernes Spurs ikke ligefrem drømmedestinationen, hvor der mildest talt var langt mellem lyspunkterne. Man fik ganske vist en bronzemedalje i 1989-90-sæsonen og vandt FA Cuppen året efter, men ellers skulle man helt frem til 1999 før man kunne løfte Liga Cuppen. Ellers var Tottenham mest af alt kendt som et midterhold i 90'erne, hvor bedste placering var en 7. plads i 1995. Dertil bør det også nævnes, at den generelle holdning i England omkring Jürgen Klinsmann ikke var alt for glamourøs. I 1990 var han en del af det Vesttyske hold, som slog England ud af semifinalerne ved Verdensmesterskabet i Italien efter straffesparkskonkurrence. Ydermere endte vesttyskerne også med at vinde finalen med 1-0 over Argentina.
At Klinsmann valgte Tottenham i de sørgelige 90'ere, og samtidig ikke har spillet for andre engelske klubber, gør bestemt ikke hans eftermæle i klubben ringere. Det på trods af, at han kun var der i en sæson, inden han skiftede til Bayern München. Man siger gerne, at Klinsmann er en af de bedste angribere, klubben nogensinde har haft, og med 21 Premier League-fuldtræffere for et dengang, regulært midterhold, er det vist heller ikke helt ved siden af. Som en krølle på halen blev Jürgen Klinsmann, meget imod engelsk skik og tradition, kendt som en "diver". Han var en sand mester i at "snyde" dommeren, hvilket meget naturligt gav ham en del fjender på banen. Samtidig mener man også, at det var Klinsmann, der først fremførte dive-jubelscenen, hvor han kastede sig frem på maven efter at have scoret mod Sheffield Wednesday. Senere hen har man set blandt andet Luis Suarez udføre den i et Merseyside-opgør, hvor David Moyes havde hævdet, at han plejede at smide sig lidt for nemt.
Men inden Klinsmann helt lagde støvlerne på hylden, var han igen forbi Tottenham – i 1997 – og 98, på en lejeaftale fra Sampdoria. Selvom Tottenham endte på en 14. plads, var det med sølle fire point over stregen. Igen tilskrives en del ære til Klinsmann, men denne gang for, at man ikke rykkede helt ud af Premier League. Og selvom alderen efterhånden trykkede, lå han med et minimalt bedre målsnit i sin "lejesæson" på 0,6 mål per kamp end første gang han var i Spurs, da den var på 0,51 mål per kamp. Retfærdigvis skal det siges, at det kun var i første omgang, at Klinsmann havde nummer 18. I anden omgang, da han var på lån fra Sampdoria, havde norske Steffen Iversen allerede taget patent på nummeret, og Klinsmann måtte derfor spille med nummer 33 i stedet.
Netop Steffen Iversen er dog en lidt anden historie, og i Tottenham-sammenhæng når Iversen på ingen måde Klinsmann til sokkeholderne. Selvom han blev klubbens topscorer to år i streg omkring årtusindskiftet, regnes han ikke for meget mere end en middelmådig angriber. Samlet set scorede Iversen 36 ligamål i syv sæsoner, og det tal falmer, når man sammenligner ham med Klinsmann, der nåede op på hele 30 ligamål over blot to sæsoner.
Med det i baghovedet nåede Steffen Iversen aldrig at leve op til det “Wunderkid"-prædikatet, han fik tildelt, da han skiftede fra Rosenborg. Ret skal trods alt være ret, og laver man en rundspørge, vil mange af fansene også nævne hans loyalitet, fighterånd og specielt assisten til vindermålet af danske Allan Nielsen i den tidligere nævnte Liga Cup-finale i 1999. Det eneste trofæ som Iversen fik i næsten et helt årti i Tottenham. En af de mere spøjse historier omkring Iversen kom i et transfervindue, da han var tilbage i Rosenborg. Belgiske Genk havde været ude med føleren, og over telefonen var de blevet enig om en transfer. Men på grund af dårligt vejr blev hans fly fra fjeldlandet aflyst, og i stedet endte Rosenborg i 11. time med at få forlænget deres kontrakt med skarpretteren.
I Tottenham kan man heller ikke sige nummer 18 uden også at nævne Jermain Defoe. Selvom det af og til har været Defoes forliste forhold, som har trukket de fleste overskrifter i engelske aviser. Målrekorderne, som han har præsteret taler for sig selv. Med sine 143 mål er han den 5. mest scorende spiller i Tottenhams historie. Dertil skal det også tilskrives, at 23 af målene er faldet i europæisk sammenhæng, hvilket gør ham til den mest scorende Tottenham-spiller, bare ét mål mere end den tidligere rekordholder Martin Chivers.
I 2009 skrev han sig selv ind i Premier League-historien, da han scorede fem mål i en og samme kamp. Det gik ud over Wigan en kold novemberdag i 2009, hvor Spurs vandt med helt utrolige 9-1. Det nummer var inden da, kun blevet udført af Andy Cole og Alan Shearer og siden hen også af Dimitar Berbatov. Til gengæld er han den eneste af de fire, der kan prale af, at have lavet alle fem mål i den samme halvleg. Værnepligten på det engelske landshold har mundet ud i 55 kampe og 19 mål. Til gengæld har han en lidt usædvanlig statistik, da det kun er to kampe ud af de 55, han hverken er blevet ind- eller udskiftet i. Faktisk skulle han helt frem til sin landskamp nummer 51 mod Ukraine den 11. september 2012 før han fik lov til at få fuld spilletid. Fuld spilletid fik han endnu engang i den efterfølgende kamp, da England mødte San Marino.
Sammenlagt har det for Tottenham været rundt regnet otte sæsoner med Defoe i angrebet. Men faktisk har den lille angriber som måler 1.71 meter faktisk også gjort det onde ved Spurs selv. I 2008 skiftede han i en kort periode til Portsmouth, og via straffesparkspletten scorede han til 1-0 mod Tottenham. Peter Crouch, der ligesom Defoe både havde for- og fremtid i Tottenham, gjorde det desuden til slutresultatet 2-0. Selvom Defoe har historie hos Portsmouth, Bournemouth, West Ham, Toronto og nutid hos Sunderland, så husker man ham mest af alt for sin fantastisk flotte karriere for de liljehvide, der har budt på den ene rekord efter den anden.
Og det lader ikke til, at man kan stoppe den nye "18'er" i rækken, Harry Kane, der bare fortsætter med at imponere. Senest i weekenden scorede han endnu engang to mål i den udsatte kamp mod Queens Park Rangers. Målene var Kanes 15. og 16. fuldtræffere i den indeværende Premier League-sæson, hvilket i sig selv er imponerende. Man faktisk er det kun 18 af de 24 kampe, han har fået spilletid i, hvor han har fået lov til at starte inde. Derudover fik han først hul på bylden den 2. november i udekampen mod Aston Villa, så på godt fire måneder er han kravlet op på en fornem 3. plads på topscorerlisten, kun overgået af Sergio Agüero og Diego Costa, der begge har scoret ét enkelt mål mere.
Ene mand, har Kane faktisk skrabet hele 19 point sammen til Tottenham. Og ud af ligaens top-fem, lige nu, er det faktisk kun de to Manchester-klubber, som Kane mangler at score mod i denne sæson. Dermed skulle der være god motivation for, at han skulle bombe videre på søndag. Harry Kane har allerede sværget evig troskab til Tottenham, da han på transfervinduets sidste dag forlængede sin kontrakt til sommeren 2020. Og fortsætter han i samme spor, som han har været i det sidste lange stykke tid, er der vist ingen tvivl om, at han kan blive en af de bedste angribere, som nogensinde vil bære Tottenhams trøje nummer 18.