Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Liverpool-legende: Bedste fodbold, jeg har set

Af Daniel Nordentoft
24.04.2014 Kl. 12:43
John Aldridge lægger ikke skjul på, at han er imponeret over sin hjerteklubs præstationer i indeværende sæson. Faktisk mener klubkoryfæet ikke, at han har set bedre fodboldspil i Liverpool end dét, de præsterer nu. 

Liverpool-spillerne har ikke mange meter igen til målstregen, og når de passerer dén, kan de lade sig tiljuble af hungrende fans verden over, som har ventet på det engelske mesterskab i 24 år. Det hele syder og bobler i Merseyside for tiden af bar begejstring, og klublegenden John Aldridge lægger heller ikke skjul på sin fascination af Liverpools fantastiske sæson, som lakker mod enden. 

Den forhenværende målmaskine har fulgt klubben i knap 50 år, men i år har man nået nye højder, og det skyldes især den mentalle indstilling, spillerne har haft, hvis man spørger 55-årige John Aldridge. 

–  Drengene har i denne sæson haft plantet fødderne solidt på jorden, og attituden er fantastisk. Jeg har set fodbold på Anfield i næsten 50 år, og jeg tror, ​​at dette år er det bedste, jeg nogensinde har set. Når man skiller topholdene fra hinanden på den måde, som de har gjort, har det været skræmmende godt, forklarer en begejstret Aldridge ifølge Sky Sports. 

John Aldridge er samtidig ude med roser til Steven Gerrard for hans fantastiske lederskab og passion på banen. 

– Gerrard har været inspirerende. Jeg har kendt Steve i lang tid, og han er indbegrebet af, hvad Liverpool handlede om i 60'erne, 70'erne og 80'erne. Han har været fantastisk, og den rolle, Brendan Rodgers har givet ham, har været en velsignelse i forklædning, fordi han har tilpasset sig så naturligt, fortæller den tidligere publikumsfavorit på Anfield.  

– Han er ligesom en træner på banen. Steve siger og gør, hvad Brendan (Rodgers, red) mangler at få sagt. Det blev understrege efter Manchester City-kampen, da han fortalte spillerne, at det ikke var ovre endnu, og at der var en masse hårdt arbejde, der skulle gøres færdigt, slutter Aldridge.

Liverpool skal forsøge at komme endnu tættere på gulddømmen, når José Mourinhos Chelsea banker på døren til Anfield på søndag. Vi dækker naturligvis Premier League-gyseren her på siden.

Annonce